Kronprinsens ven sælger eksklusiv villa for svimlende beløb

onsdag d. 25. januar 2017 kl: 12. 17 Af: Elo Christoffersen

Kronprins Frederiks ven har solgt sin eksklusive Vedbæk-villa for et svimlende beløb.

Når kronprinsen næste gang ses med sin ven baron Johan Wedell-Wedellsborg, kan det meget vel være, at boligmarkedet bliver blandt samtaleemnerne.

Wedell-Wedellsborg har nemlig netop solgt den ene af de to eksklusive Vedbæk-villaer, han har haft på markedet.

Kronprinsens ven sætter Vedbæk-villa til salg

Det bekræfter liebhavermægleren Kristian Lützau over for Boliga. Han har dog ikke yderligere kommentarer til handlen.

Udbudt til knap 30 millioner kroner

Ejendommen, der er forsynet med swimmingpool og ligger på en grund med privat sø, var sidst udbudt til salg for 29,9 millioner kr.

Men hvad, de nye købere slutteligt har betalt for den over 500 kvadratmeter store murstens-villa, vides dog endnu ikke, da handlen fortsat ikke er tinglyst.

Undervejs i udbudsperioden har den 47-årige baron dog vist sig at være klar til at give et nedslag i den høje million-pris.

Prisen blev justeret

Efter godt et halvt år på markedet blev villaen nemlig justeret ned med lidt mere end fem millioner kr., oplyser Boliga.

De nye købere er dog nok ikke kommet helt billigt til villaen, der gennem de senere år er blevet gennemgribende renoveret.

I dag fremstår den således bl.a. med antikke franske fliser, opholdsstue med pejs, spisestue med engelske parketgulve, bibliotek med gulv i læder og en forældreafdeling med specialfremstillet italiensk tapet.

Og så er der naturligvis også både vinkælder og au pair-afdeling.

Aktiv på boligmarkedet i Vedbæk

Johan Wedell-Wedellsborg, der omkring årtusindeskiftet overtog posten som skibsreder efter sin far i Dannebrog Rederi, har i løbet af de senere år været yderst aktiv i boligmarkedets højeste ende.

I 2015 satte han således års-rekord, da han købte et hus på 530 kvadratmeter på Vedbæk Strandvej for intet mindre end 58 millioner kr.

Frem til september sidste år – var det den dyreste bolighandel i landet efter 2010.

Men i den første efterårsmåned sneg en anden royal-ven sig dog ind foran, da Peter Warnøe solgte sit hjem i Klampenborg til Radiometer-rigmanden Johan Schrøder for 65 millioner kr.

Det skriver Boliga.

Sidste år meldte Johan Wedell-Wedellsborg sig også på boligmarkedet med en tredje Vedbæk-villa, der blev udbudt til salg for knap 9,9 millioner kr..

Næppe en rekord

Med en udbudspris nær 30 millioner kr. skal der meget til, at handlen ikke bevæger sig i retning af en årsrekord.

Men det bliver nok næppe til en placering helt i top.

På trods af at året kun er ganske få uger gammelt, er en anden spektakulær villa-handel nemlig gået igennem til et – sandsynligvis – højere beløb.

Fodboldlegenden Michael Laudrup kunne nemlig fjerne til salg-skiltet foran sin strandvejs-villa, der også ligger i Vedbæk, efter en handel til 34 millioner kr. via ejendomsmægler Kristian Lützau.

Del din kommentar

Forsiden lige nu