Kurs mod fjerne kyster: Tre generationer af sømænd

søndag d. 7. februar 2016 kl: 16. 00 Af: Anne Mejdahl Daugbjerg
 
Mikkel Beha er søn af en sejler - og har givet glæden videre til næste generation. Arkivfoto

Mikkel Beha er søn af en sejler – og har givet glæden videre til næste generation. Arkivfoto

Tirsdag 9. februar på TV 2 og TV 2 Fri sætter Mikkel Beha Erichsen og familien kurs mod nye fjerne kyster, mens farfar, Troels Kløvedal, sejler med ‘Nordkaperen i Grækenland’

Der er lagt op til det helt store sejler-eventyr, når TV 2 og TV 2 Fri viser udsendelserne Kurs mod fjerne kyster og Nordkaperen i Grækenland.

Familien Beha er Havana utro: Nyt eventyr i ny båd

Det er nemlig hele tre generationer af sejlere, der i programmerne folder deres skibe ud over de store have.

Den 9. februar klokken 20.00 har tredje sæson af “Kurs mod fjerne kyster” premiere. Mikkel Beha Erichsen og hans familie er klar til at stævne ud mod nye, store eventyr ombord på Havana.

Udgangspunktet er Fransk Polynesien, hvor drengene fandt læ for Stillehavets vinterorkaner, da vi forlod dem sidste gang. På en af de små paradisiske atoller genforenes Mikkel med sine drenge, og med i tasken er en stor overraskelse, skriver Tv 2 på deres hjemmeside.

Drengene rejser videre selv

Skibet Havana har sejlet i to år – og det sætter sine spor. Så der skal skrues og skæres i skibet, så det kan sejle videre.

Efter den store reparation venter der Mikkel en barndomsdrøm. For mens drengene og deres besætning sætter kursen vestover, tager han, Marian og Alfred nemlig med et gammelt fragtskib på en østlig afstikker.

– I denne sæson kommer vi virkelig til at leve op til programmers titel! Vi kommer helt derud, hvor mændene stadig går rundt iført penisfutteraler, og hvor pukkelhvaler dykker rundt om Havana, fortæller Mikkel Beha Erichsen, som selvfølgelig også selv får lov at dykke ned i den utrolige undersøiske verden:

– Det er altid spændende, men særligt ét dyk på et gammelt vrag fra 2. verdenskrig bliver pludseligt lige lovligt spændende, da vi rammes af et kraftigt jordskælv, fortæller Mikkel, der også på tætteste hold får oplevet, hvordan global opvarmning og overfiskeri er med til at ændre den verden, han elsker så højt.

Troels Kløvedal får livsdrøm opfyldt

Samme aften viser TV 2 Fri programmet “Nordkaperen i Grækenland”, hvor Troels Kløvedal får en livslang drøm opfyldt.

Mikkel Beha Erichsens far vil sejle i Odysseus’ fodspor.

Undervejs fortæller den erfarne søfarer om flere af de myter og sagn, som hører til hver ø, og sætter de mange begivenheder i området i historisk perspektiv. Men selv om sejlerlivet er gået i arv fra generation til generation, så er det ikke det, som farfar Troels er mest stolt over at have givet videre til familien:

Forrygende spillefilm om en forfærdelig opvækst

– Sejlerglæden er det mindste. Det, jeg har givet Mikkel, og som Mikkel har givet mine børnebørn, er først og fremmest en bevidsthed om, at man er elsket. At man føler sig velkommen i verden. Derefter; at der skal filosoferes! At man hele tiden ser sig i spejlet og tænker over, hvor besynderlig tilværelsen er, og hvor enestående det er, at man overhovedet er her. Altså at man lever et antal år, og dem skal man bruge godt og hensynsfuldt, inden det ender med et par meter jord over kistelåget. At tilværelsen er spændende, og at man værdsætter og husker livsglæden, siger Troels Kløvedal.

Sidst men ikke mindst viser TV 2 Fri programmet “Kurs mod fjerne kyster – ekstra” mellem de to programmer, hvor Mikkel Beha Erichsen går i dybden og fortæller om, hvordan det har været svært at filme denne sæson.

Del din kommentar

Forsiden lige nu