Kvalmeramt vordende mor tilbage til pligterne

torsdag d. 21. september 2017 kl: 12. 06 Af: Ritzau Fokus
Kvalmeramt Kate
Hertuginde Kate venter i øjeblikket sit og prins Williams' tredje barn. Foto: Hannah McKay/Scanpix (Arkivfoto)

Det britiske kongehus oplyser, at gravide hertuginde Kate vil deltage i en reception den 10. oktober. Den vordende mor har ellers døjet med slem kvalme.

Selv om hertuginde Kate er i lykkelige omstændigheder, er den søde ventetid præget af store gener.

Den gravide hertuginde, der venter sit tredje barn med britiske prins William, døjer med så slem graviditetskvalme, at det indtil videre har tvunget hende til at blive hjemme på Kensington Palace.

Meldes klar igen

Men nu er den 35-årige vordende tredjegangsmor efterhånden kommet til så mange kræfter igen, at hun meldes klar til at vende tilbage til de kongelige pligter næste måned.

Det britiske hof oplyser ifølge Hello! Magazine, at hertuginde Kate den 10. oktober forventes at deltage i det første officielle arrangement, siden graviditeten blev annonceret den 4. september.

Deltager i reception

Hertuginden vil sammen med sin mand, prins William, og sin svoger, prins Harry, deltage i en reception på Buckingham Palace i hjertet af den engelske hovedstad, London, i anledning af World Mental Health Day.

Til arrangementet har det 35-årige prinsepar og 33-årige prins Harry inviteret personer fra den britiske sundhedssektor samt gæster fra organisationer, der har fokus på psykisk sundhed, for at hylde deres arbejde og engagement.

Kate dansede tæt med kendt bjørn

Mental sundhed er de tre royale personligheders fælles mærkesag. Den kongelige trio står nemlig bag bevægelsen Heads Together, som skal styrke den mentale sundhed og nedbryde fordomme om psykiske udfordringer.

Termin til foråret

Hertuginde Kate er sat til at føde sit og prins Williams’ tredje barn i foråret 2018.

Parret har i forvejen prins George på fire år og toårige prinsesse Charlotte.

Hertuginde Kate har også døjet med slem graviditetskvalme i sine to første graviditeter, hvor hun var en del sygemeldt.

Også i denne graviditet er hertuginden hårdt ramt. Hun måtte således melde afbud til prins Georges første skoledag den 7. september.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu