Sangerinde er i langvarigt smertehelvede efter voldtægt
Et seksuelt overgreb har ført til, at den amerikanske sangerinde Lady Gaga må behandles for kroniske smerter.
Den amerikanske sangerinde Lady Gaga er kendt for at give sine fans et ærligt indblik i sit liv som verdensstjerne.
Nu deler “Born This Way”-kunstneren et billede på sin Instagram-profil, hvor hun afslører sin frustration over at lide af kroniske smerter, som hun bliver behandlet for.
– Jeg har en frustrerende dag med kroniske smerter, men jeg føler mig velsignet over at have så stærke og intelligente kvindelige læger. Jeg tænker også på Joanne og hendes styrke, og det gør dagen lidt lettere, skriver Lady Gaga blandt andet på Instagram.
Joanne er Lady Gagas tante, som døde i 1979 kort tid efter, at hun var blevet udsat for et seksuelt overgreb. Joanne blev 19 år gammel.
Kroniske smerter
Lady Gaga, der har det borgerlige navn Stefani Joanne Angelina Germanotta, har tidligere fortalt til the Morning Show, at hendes kroniske smerter er et resultat af den voldtægt, som hun blev udsat for som 19-årig.
– Jeg føler psykisk smerte. Jeg lider af kroniske smerter, som stammer fra den paralyserende frygt, som jeg oplevede for næsten 10 år siden, sagde Lady Gaga i 2013 i radioprogrammet the Morning Show ifølge E! News.
30-årige Lady Gaga er aktuel med albummet “Joanne”, som er opkaldt efter stjernens afdøde tante.
Se Lady Gagas Instagram-billede her:
/ritzau/FOKUS