Lasse & Mathilde klar med ny single

lørdag d. 9. april 2016 kl: 10. 00 Af: Elo Christoffersen
 
Lasse & Mathilde er klar med en ny single. Pressefoto.

Lasse & Mathilde er klar med en ny single. Pressefoto.

Mandag den 18. april udkommer Lasse & Mathilde med en helt ny sang, der er blevet til i et unikt samarbejde med forfatteren Ib Michael.

På en ferie i Thailand tager Mathilde et billede af en brud, der stirrer ud over bugten. Billedet var så inspirerende, at forfatteren Ib Michael med ét røg i tasterne og skrev en fantastisk tekst, som Lasse Helner straks lavede musik til.

Om tilblivelsen siger Ib Michael:

– Det var min fødselsdag, jeg havde venner på besøg i mit vintereksil i Koralsandsbugten. Lasse og Mathilde, gamle venner fra det gode skib ”Nordkaperen”. Mathilde havde taget et fantastisk billede, som jeg ikke kunne få ud af mit hoved. En brud, klædt i en lang, hvid kjole, stående på en klippe, mens hun stirrede ud over bugten. Jeg kaldte hende straks for Klippebruden; hun havde noget, jeg ikke kunne forklare. Det lignede slet ikke et fotografi. Stemningsmæssigt lå det tæt på et Skagensmaleri. Men billedet ville fortælle mig en historie, og pludselig var den der. I form af en sang jeg skrev på ganske kort tid.

– Tilfældigvis havde Lasse siddet og tumlet med en melodi, det hele faldt i hak og passede sammen som om den var skræddersyet til musikken. Allerede samme aften sang de den for mig i stedet for ”Happy Birthday”. Det var magisk. Nu har de indspillet den. Jeg synes den er blevet lige så magisk som sin tilblivelseshistorie.

Indspillet hos Michael K

’Klippebruden’ er indspillet hos Michael K (Klondyke Ranch), der selv spiller mange af instrumenterne.

Lasse Helner lærte Michael K at kende, da han var med i den tidligere regerings VISIONSGRUPPE, der gik ud på, at den gruppe mennesker, som alle er bosat uden for Hovedstaden – altså i provinsen eller på landet – mødtes i hinandens områder og diskuterede visioner for landområderne i fremtiden. Michael K var også med i udvalget og dialogen – og lysten til at skabe musik sammen opstod.

’Klippebruden’ udgives af Giant Sheep Music.

Del din kommentar

Forsiden lige nu