Kopikrise: Led Zeppelin-strid fortsætter
Bandet blev anklaget for plagiat, men pure frifundet. Nu kræver udgiverne millioner tilbage i omkostninger.
Led Zeppelin har ikke hapset de berømte introakkorder til bandets signatursang, “Stairway to Heaven”, fra Spirits nummer “Taurus”.
Det fastslog et nævningeting ved den føderale domstol i Los Angeles tilbage i juni.
Sagsanlægget kom, efter at repræsentanter for den afdøde musiker Randy Wolfe, der komponerede “Taurus”, hev Led Zeppelin i retten for anklager om plagiat og krænkelse af ophavsretten.
Led Zeppelin blev pure frifundet og anmoder nu retten om, at Wolfes repræsentanter skal betale de over 5,3 millioner danske kroner i advokatomkostninger. Det skriver avisen Toronto Sun.
Warner/Chappell, der udgiver Led Zeppelins musik, har brugt 4,1 millioner kroner i advokatsalærer og det resterende beløb på omkostninger.
Samtidig langer de også hårdt ud efter advokaten, der repræsenterede Wolfes interesser, for at give retten “misvisende informationer” og for at “spærre for visse beviser”.
– Hvis pengene bliver vundet i denne sag, skal de bruges til at købe instrumenter til børn, der har brug for det i Ventura County, siger Warner/Chappells talsperson i en erklæring, som Toronto Sun bringer.
Wolfes lejr har endnu ikke reageret på kravet eller påstandene. Høringen er sat til mandag den 8. august.
Hør sangene, der startede plagiatpalaveren, her:
Led Zeppelins “Stairway to Heaven”:
/ritzau/FOKUS