Legendarisk musikalsk sammenstød: Det hele startede med et tweet

torsdag d. 16. august 2018 kl: 21. 01 Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Beviset på, at internettet kan være et magisk sted.

Internettet kan være med til at skabe noget smukt. Det er denne historie et glimrende eksempel på. I december 2017 oprettede 15-årige Mary Klym en Twitter-profil. Hun er stor fan af nørderock-bandet Weezer, men efter at have set et afsnit af hitserien Stranger Things på Netflix, hvor det legendariske Toto-hit Africa spiller, fik hun et brændende ønske. Det blev til følgende:

Kontroversiel musiker giver koncert i Danmark: Ansatte på spillested er forargede


På Twitter begyndte den unge pige konsekvent at skrive til og om Weezer angående hendes ønske om at få bandet, der har tiltrukket en meget dedikeret fanbase verden over, til at indspille en coverversion af det gamle Toto-hit.

– Jeg tænkte, det ville være sjovt, så folk kunne more sig over at forsøge at få Weezer til at spille Africa, har den 15-årige amerikaner tidligere sagt til NBC News.

I et nu foreviget tweet har Mary blandt andet skrevet “jeg tror, det er tid til at “bless the rains down in Africa”, og lige netop det tweet – stilet mod Weezer-forsanger Rivers Cuomo spiller en helt særlig rolle i dag.

Taget ved næsen

Pludselig tog det hele fart, for ud af det blå dukkede en sang op. Weezer havde – i maj 2018 – tilsyneladende fået nok af Marys plagerier, og de indspillede og udgav derfor et Toto-cover, men efter at være blevet drillet i månedvis, fik bandet hævn.

Det var nemlig ingenlunde sangen Africa, som de havde indspillet. I stedet var det et andet af Totos store hits, nemlig “Rosanna”, og der fra tog det fart. For pludselig var det Mary Klym, der var blevet taget ved næsen. En uge senere udkom Africa dog – til stor jubel, og da 1500 eksemplarer af pladen blev sat til salg som 7 tommer single med Rosanna på B-siden, blev de udsolgt med lynets hast – i øvrigt uden at Klym fik et eksemplar. På coveret blev et af hendes tweets inkluderet.

Nu er der sket noget mindst lige så magisk.

Røg hash før de blev født

På den anden side følte Toto nemlig skyld over ikke at have gengældt Weezers tjeneste. En tjeneste, der faktisk betød, at Toto fik en sang på den eftertragtede Billboard Hot 100-hitliste i USA for første gang i otte år.

Det afslører keyboardist Steve Porcaro over for The Guardian, der også har fattet interesse for det særlige musikalske sammenstød. Toto ville oprindelig indspille en coverversion af Weezer-sangen Beverly Hills, men af uransaglige årsager kom Porcaro til at tale med sin nabo, der åbenbart er stor fan af Weezer, og han mente, at sangen Hash Pipe var perfekt.

– Han så på mig med et glimt i øjet og fortalte om at fræse på motorvejen med Hash Pipe blæsende ud af højttalerne, og det satte sig i mig, siger Porcaro, der brugte en del tid på at overtale Toto-forsanger Joseph Williams.

Valget faldt på Hash Pipe, der første gang blev spillet live, og som guitarist Steve Lukather har påpeget: “vi røg hash, før Weezer-medlemmerne overhovedet blev født”.

Den opmærksomme musikfan vil desuden se en række ligheder mellem singlernes covers, for Totos har et klart præg af Weezers selvbetitlede grønne album, hvor Hash Pipe stammer fra, mens tilfældet for Weezers Rosanna er det samme. Porcaro runder af med kommentaren:

Dansk musiker mindes kronprinsens bryllup: -Han bliver en god konge

– Nu er vi nok begge nødt til at spille Hash Pipe og Africa i resten af vores liv.

Du kan høre Weezer – Africa her.
og Toto – Hash Pipe her.

Del din kommentar

Forsiden lige nu