Lise Nørgaards hemmelighed afsløret
Nu afdøde Lise Nørgaard fortalte søndag aften på TV2 i et sidste interview om sit liv og sine oplevelser
Forfatter og journalist Lise Nørgaard blev inden sin død interviewet af Michael Bertelsen i programserien "Det sidste ord".
Optagelsen blev søndag aften klokken 20 vist på TV 2.
- Jeg er durspiller. Jeg spiller i dur. Der er nogle, der spiller deres liv igennem i mol. Det er sørgeligt, og det kan jeg ikke tage, siger Lise Nørgaard blandt andet til spørgsmålet om, hvem hun var.
Hun nævner også, hvordan p-pillen var det vigtigste element i, at der er kommet mere ligestilling i samfundet. Særligt for fattige piger.
Stor hemmelighed
Netop kampen for ligestilling er noget, forfatteren kæmpede for hele sit liv, siger Lise Nørgaard. Og det var også noget, hun selv gennemlevede.
Blandt andet da hun blev skilt fra sin første mand, der ifølge Lise Nørgaard slog hende.
Den oplysning havde hun aldrig tidligere delt med nogen og hun betragtede det som en stor hemmelighed.
"Det værste der er hændt mig"
Efter skilsmissen havde hun en periode væk fra sine børn. Perioden var ifølge Lise Nørgaard "det værste, der er hændt mig".
- Man har jo kun en barndom. Min søster sagde, at "alle har en dårlig barndom, men den der har ikke været god", siger hun om den barndom, hendes børn fik.
Far var skuffet
Da Lise Nørgaard blev født, var hendes far skuffet over, at hun ikke var en dreng.
- Han syntes, jeg var en fejlleverance, men han blev glad for mig senere hen, siger Lise Nørgaard. Blandt andet fordi hun var god til at fortælle ham historier.
Og det var måske netop dér - ved middagsbordet over for faren - at hun blev godt til at fortælle historier, reflekterer forfatteren.
Netop forholdet til faren, og det at hun ikke var den arving, faren ønskede sig, er tidligere blevet beskrevet i filmen "Kun en pige" fra 1995.
Ville være berømt
Allerede fra Lise Nørgaard var 16 år, var hun klar over, at hun ville være berømt. Hun ville til Amerika, fortæller hun. Men det var faren ikke meget for. Derfor valgte hun at blive journalist i stedet.
Hun kom i lære ved Roskilde Dagblad, hvor hun blandt andet skrev om besættelsen, der fandt sted netop de år.
Efter krigen var den nu nyuddannede journalist i Tyskland. Her var hun vidne til et sønderbombet land.
- Nu ville jeg ikke være berømt mere. Nu ville jeg gøre mig gældende. Jeg ville gøre mig gældende som journalist, som jeg elskede at være, siger hun blandt andet om nogle af de afslag, hun fik i starten af sin karriere.
Farvel. Og tak
I slutningen af programmet lader Michael Bertelsen Lise Nørgaard sige et sidste farvel til alle dem, der har fulgt hende gennem tiden.
- Så slutter vi her. Farvel. Og tak, fordi I var med. Jeg håber ikke, I har kedet jer for meget. Jeg har hele liv mit været bange for at kede folk. Det skulle nødig ende sådan.
- Jeg er meget glad for, I gad at høre med, og jeg håber, at I husker mig bare en lillebitte smule. Farvel, sluttede Lise Nørgaard.
Lise Nørgaard døde den 1. januar. Hun blev 105 år gammel.
TV 2 har ikke oplyst, på hvilken dato interviewet med Lise Nørgaard blev optaget.