Countrystjerne indlagt: Fik slagtilfælde i sit hjem

lørdag d. 6. maj 2017 kl: 13. 00 Af: Ritzau Fokus
Loretta Lynn
Den amerikanske countryveteran Loretta Lynn kunne den 14. april fejre sin 85-års fødselsdag. (Arkivfoto). Foto: Scanpix/Harrison Mcclary

Countrysangerinden Loretta Lynn blev torsdag indlagt på hospitalet, da hun blev ramt af et slagtilfælde.

Den amerikanske countrysangerinde Loretta Lynn, der er kendt for hits som “I’m a Honky Tonk Girl” og “Coal Miner’s Daughter”, måtte torsdag en tur på hospitalet.

Sangerinden, der kunne fejre sin 85-års fødselsdag i april, fik et slagtilfælde i sit hjem.

Efterfølgende blev hun indlagt på hospital i Nashville i den amerikanske stat Tennessee.

Det fremgår af udtalelse på sangerindens officielle hjemmeside, lorettaLynn.com, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Behandles på hospitalet

I den kortfattede meddelelse står desuden, at countrystjernen i øjeblikket behandles på hospitalet, og at det forventes, at hun vil komme sig helt.

Countrystjerne udskrevet efter slagtilfælde

Slagtilfældet og den efterfølgende indlæggelse betyder dog, at flere af sangerindens allerede planlagte koncerter vil blive rykket til en ny dato.

– Loretta er blevet rådet af sine læger til at holde sig fra at turnere, mens hun kommer sig. Desværre vil kommende planlagte shows blive udskudt, står der i udtalelsen.

Loretta Lynn blev en del af countryscenen i Nashville i 1960’erne. I 1967 udgav hun det første hit af mange, der endte som nummer et på hitlisten.

Sangveteranen har været en del af den amerikanske underholdningsbranche i snart 60 år. I løbet af sin lange karriere har hun udgivet en lang række hits som “You Ain’t Woman Enough” og “Fist City”.

Den amerikanske sangerindes selvbiografi, “Coal Miner’s Daugther”, blev desuden filmatiseret i 1980. Skuespillerinden Sissy Spacek, der havde hovedrollen som Loretta Lynn, sikrede sig en oscarstatuette for sin præstation i filmen.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu