Louise Dorph efter brud: – Jeg græd meget

For syv måneder siden kunne Louise Dorph-Petersen sætte den første flyttekasse på gulvet i sin nye lejlighed – og hun var fuldstændig ulykkelig

Nogen nem beslutning har det ikke været, da Louise og Jes Dorph-Petersen sidste sommer gik fra hinanden.

Men sådan gik det – og Louise flyttede i sin egen lejlighed i august. Nu kigger hun tilbage på en tid, hvor hun græd – meget – og hvor hun slet ikke havde lyst til at pakke de mange kasser ud.

Jeg havde ikke lyst til at starte forfra. Havde ikke lyst til at pakke ud og finde pladser til det hele. Jeg var slet ikke klar til en ny begyndelse, et nyt hjem, et nyt liv. Men omstændighederne gjorde, at det var bedst sådan. For alle faktisk. Nogle gange kræver det hårde knubs at finde ind til sig selv, og det gjaldt i den grad for mig, skriver hun på sin blog.

At rejse sig – og falde igen

De hvide vægge, det hvide køkken, de lyse trægulve. Sådan beskriver Louise Dorph-Petersen den første tid i lejligheden, hvor hun græd meget.

Jeg indrømmer, at jeg græd meget. De første mange måneder i min nye lejlighed var fyldt med gråd. Jeg rejste mig lidt og faldt igen. Pakkede én flyttekasse ud af gangen, og opgav igen, pakkede ud og opgav, rejste mig og faldt …

Flytningen og den nye lejlighed blev holdt hemmelig så længe, det kunne lade sig gøre. Louise havde på ingen måde lyst til, at hendes elendighed skulle udbasuneres til sladderpressen.

Det handler om at beslutte sig

Louise Dorph skriver, at hun i den første tid følte, at hun aldrig skulle rejse sig igen. Men det skulle hun.

Jeg læste en gang en sætning i en bog ’… det handler om at beslutte sig’, i dag er det blevet mit mantra. Der er naturligvis tilstande, man ikke kan beslutte sig ud af, depressioner er en af dem. Men jeg var ikke deprimeret. Jeg var bare bundløst ulykkelig over at sidde alene på de nye kvadratmeter med alle mine bristede drømme.

Det nye mantra blev et vendepunkt. Hun kiggede på lejligheden og så skete der noget:

Jeg fandt plads til alt det, som min sorg mente, skulle bo i et andet hjem. Hængte billeder op, satte mit fine porcelæn ind i skabet, tændte lamperne og kom ud af mørket. Med små, seje skridt (flest frem og få tilbage) formede mit nye liv og hjem sig. Jeg besluttede mig for at leve og flytte ind.

Nu, syv måneder efter Louise for første gang trådte ind i sin nye lejlighed, ser hun frem mod foråret.