Lyby: -Folkekær rolle er angstprovokerende

søndag d. 27. december 2015 kl: 8. 00 Af: Ritzau Fokus
 
Skuespilleren Troels Lyby skal til at forberede sig på at spille den folkekære komiker Kjeld Petersen.

Skuespilleren Troels Lyby skal til at forberede sig på at spille den folkekære komiker Kjeld Petersen. Foto: JENS DRESLING/

Skuespilleren Troels Lyby synes, at det var angstprovokerende at få rollen som den folkekære komiker Kjeld Petersen.

Det kan lyde som noget nær umuligt at skulle fylde den folkekære komiker Kjeld Petersens sko ud.

Men det er næsten det, som skuespilleren Troels Lyby har givet sig i kast med i den nye teaterforestilling “Dirch”. Her skal han nemlig spille revyskuespilleren, der særligt er kendt for sit samarbejde med Dirch Passer under navnet Kellerdirk Bros.

Dansk skuespillerpar har fået en baby

– Det var dejligt og lidt angstprovokerende at få rollen. Men det er også en rolle, som man ikke kan sige nej til, selv om man er lidt bange for det. Konklusionen var, at jeg var nødt til at sige ja til rollen. Jeg havde ikke nogen undskyldning for at sige nej, siger han.

Lyby: En udfordring

Den 49-årige skuespiller, der er kendt fra film som “Blå mænd” og “Klassefesten”, er også klar over, at det kan blive en udfordring at portrættere en mand, som mange danskere har et kært forhold til.

– Der vil jo klart sidde nogen og tænke “sådan var det ikke”, men det må man tage med. Vi skal fortælle en sand historie, der forhåbentligt både er sjov og musikalsk samtidig.

– Hvis jeg kun tænkte på dem, der forventer, at jeg skal gøre det helt perfekt, så kunne jeg ikke spille rollen. Jeg kan kun gøre mit bedste, og sådan er vi alle sammen nødt til at gå til vores opgaver i livet, siger han.

Fokus på makkerskabet

Den nye teaterforestilling sætter særligt fokus på makkerskabet mellem komikerduoen Kjeld Petersen og Dirch Passer, og forestillingen har premiere i Glassalen i Tivoli, hvor det hele sluttede for Dirch Passer.

– Det fantastiske og det svære ved det, er jo at tage forestillingen ind i Glassalen. Meget af deres historie er knyttet til det sted, og det bliver spændende at se, hvordan publikum reagerer på det. Jeg tror, at det kan blive en kæmpe gevinst og en kæmpe udfordring, siger han.

Komikeren Andreas Bo har forestillingens hovedrolle som Dirch Passer.

Skuespillerpar jublede over opkald i supermarked: Så begyndte vildt eventyr

“Dirch” har premiere i Glassalen i Tivioli den 18. august næste år. Herefter kan forestillingen opleves i Holstebro, Odense, Esbjerg, Aalborg og Aarhus.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu