Tupacs brev til ekskæresten Madonna ryger på auktion

søndag d. 9. juli 2017 kl: 21. 00 Af: Ritzau Fokus
Madonna Tupac
I et gammelt brev fortæller rapperen Tupac Shakur, hvorfor han og sangerinden Madonna brød med hinanden. Foto: Lucas Jackson/Scanpix (Arkivfoto)

I et gammelt brev fortæller rapperen Tupac Shakur, hvorfor han og sangerinden Madonna brød med hinanden.

For bare to år siden afslørede popsangerinden Madonna, at hun havde datet rapstjernen Tupac Shakur i årene før hans død.

Sangerinden, der er kendt for hits som “Like a Virgin” og “Vogue”, fortalte ikke, hvorfor de to musikstjerner brød med hinanden.

Rapperen afsluttede forholdet

Men nu viser det sig, at det var den afdøde rapper, der endte forholdet.

Det fremgår af et gammelt brev, som netop er blevet offentliggjort af gossip-sitet TMZ.

Brevet er skrevet af Tupac Shakur, og det er dateret den 15. januar 1995.

Madonna passede ikke ind i imaget

Her forklarer Unconditional Love-rapperen ekskæresten Madonna, at forholdet til hende ikke passede ind i det image, han havde brugt flere år på at skabe.

– Det ville på ingen måde true din karriere at blive set med en sort mand – hvis noget ville det få dig til at virke meget mere åben og spændende, skriver han i brevet, som TMZ har delt.

– Men i mit tilfælde, i hvert fald ifølge min tidligere opfattelse, følte jeg, at jeg på grund af mit image ville skuffe halvdelen af de mennesker, der gjorde mig til den, jeg troede, jeg var. Det var aldrig min mening at såre dig, fortsætter han.

Madonna modsætter sig auktion af brev

Brevet sælges på auktion

Det håndskrevne brev skal ifølge musikmagasinet Rolling Stone sælges på Gotta Have Rock and Roll-auktionen, der finder sted fra den 19. til 28. juli.

Startbuddet vil være 100.000 dollar – svarende til omkring 655.000 danske kroner.

I 2015 afslørede Madonna sin tidligere romance i et interview med radiopersonligheden Howard Stern. Her fortalte hun, at parret mødtes i 1993, og at de kort efter begyndte at se mere til hinanden.

Forholdet varede ikke ved, men den verdenskendte sangerinde fortalte ikke i interviewet, hvornår de to musikere brød med hinanden.

Den 7. september 1996 blev Tupac Shakur skudt i Las Vegas efter at have overværet en boksekamp i MGM Grand.

Det vides endnu ikke, hvem der stod bag mordet på den kendte rapper.

Popsangerinde åbner hospital i sin datters navn

Se hele brevet her.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu