Stod bag mere 150 mord: Verdenskendt mafiaboss død

fredag d. 17. november 2017 kl: 11. 18 Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Salvatore Riina stod bag voldskampagne, som fik Italien til at optrappe krigen mod Siciliens mafia.

Salvatore “Toto” Riina, den mest berygtede og frygtede mafialeder på Sicilien i det 20. århundrede, døde fredag på et hospital i Parma efter at have været fængslet i næsten 25 år, rapporterer italienske medier.

BBC skriver, at Riina, der med god grund blev kaldt “Uhyret”, havde kræft i nyrerne – og desuden led af en hjertesygdom og Parkinsons.

Riina fyldte 87 år torsdag. Han havde fået 26 livstidsdomme for dusinvis af drab i årene mellem 1969 og 1992.

Det italienske justitsministerium havde givet Riinas familie tilladelse til at besøge ham ved dødslejet torsdag. Han døde, efter at han var lagt i kunstig koma.

Rockstjerne dør pludseligt

Isoleret fra omverdenen

“Toto” var som nævnt en af de mest frygtede og berygtede mafiabosser.

Han stod i spidsen for den engang så magtfulde Cosa Nostra-gruppering, til han blev anholdt i Palermo, Siciliens hovedstad, i 1993.

Han blev siden sat i et topsikret fængsel i det nordlige Italien, hvor han var isoleret og kun havde begrænset tid sammen med andre.

Italienske statsanklagere siger, at det var Riina, som var manden bag en strategi, hvor mafiaen gik efter at dræbe italienske anklagere, politifolk og andre, som spillede vigtige roller i kampen mod den organiserede kriminalitet.

Efterlod et spor af blod

Med Riina som mafiaboss dræbte Cosa Nostra mafiadommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino i 1992 og en lang række andre i offentlige embeder, herunder Siciliens guvernør Piersanti Mattarella. Riina havde erklæret krig mod “staten”.

Den blodige vold ramte i sidste instans Cosa Nostra selv, da den fik den italienske stat til at optrappe krigen mod Siciliens mafia.

Riina blev anholdt i en lejlighed i Palermo seks måneder efter drabet på Borsellino. Selv i fængslet lykkedes det for Riina at kontrollere mord. Han beordrede mordet på en 13-årig dreng, Cosa Nostra havde kidnappet for at forhindre, at hans far afslørede oplysninger om mafiaen. Drengen blev kvalt, og hans krop opløst i syre.

Da Riina kom i fængsel, blev han afløst som boss i Cosa Nostra af Bernardo Provenzano, også kendt som “Bulldozeren”.

Han endte med at komme i fængsel i 2006 og kæmpede ved domstolene for at blive løsladt af helbredsårsager. Det skete aldrig. Han døde sidste år bag tremmer – 83 år gammel.

Del din kommentar

Forsiden lige nu