Konge på cykel beskudt af drenge

torsdag d. 22. juni 2017 kl: 7. 36 Af: Elo Christoffersen

To drenge skød efter en gruppe cyklister - heriblandt Thailands konge. En 14-årig dreng er sigtet i sagen.

Thailands konge Maha Vajiralongkorn blev beskudt, da han cyklede i den tyske by Erding.

Det skriver BBC.

Kongen kom cyklende i en flok den 10. juni, da der blev skudt fra et vindue i et hus. Det skete med en luftpistol.

– Lige nu er det uklart, om kongen blev ramt, siger en talsperson fra anklagemyndigheden, Thomas Rauscher, til BBC.

– Kongen var en del af en gruppe cyklister, da der blev affyret skud, tilføjer anklageren.

Det er uklart om drengene vidste, hvem de skød efter.

To drenge stod bag skyderiet

To drenge stod tilsyneladende bag skyderiet med luftpistolen.

En 14-årig dreng er sigtet for forsøg på vold. En 13-årig dreng er under den kriminelle lavalder. Han kan derfor ikke retsforfølges.

Kong Vajiralongkorn ønsker dog ikke at melde sagen til politiet. Men i Tyskland er det ikke op til offeret om der skal rejses en sag.

I følge BBC menes det at være kongens livvagter, som har rettet henvendelse til politiet.

Ejer villaer i Tyskland

Kong Vajiralongkorn ejer to villaer cirka 60 kilometer fra Erding i Tyskland.

Kongen har stor interesse for cykling. I 2015 fulgte tusindvis af thailændere den daværende kronprins deltog i et cykelløb gennem Bangkok til ære for sin mor, dronning Sirikit.

Kong Vajiralongkorn overtog tronen i Thailand sidste år, da hans far – Bhumibol Adulyadej – døde.

Del din kommentar

Forsiden lige nu