Kendis-mægler dømt: Så mange penge blev kunder snydt for

torsdag d. 15. december 2016 kl: 20. 22 Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Liebhaver-mægler Mette Lykken, der har solgt flere kendtes boliger, er blevet dømt skyldig i underslæb. Sammen med sin mand.

Mette Lykken og hendes mand, Tony Mortensen, levede af at sælge eksklusive boliger og har således hjulpet flere kendte danskere af med deres ejendomme.

Men nu har Retten i Lyngby torsdag dømt parret skyldige i at have begået underslæb for omkring 1,5 million kroner.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Undlod at udbetale penge ved afsluttede handler

Underslæbet er sket ved, at ejendomsmæglerne har undladt at udbetale restprovenu til hussælgere, når deres hushandler var afsluttet.

– Vi har anset det for at være underslæb af særlig grov beskaffenhed, og jeg er tilfreds med dommen, siger anklager Marianne Søltoft Buhl fra Advokaturet for specielle straffesager hos Nordsjællands Politi.

Underslæbet er sket fra september 2007 og frem til december 2011, hvor ejendomsmæglerfirmaet gik konkurs. De kriminelle handlinger blev meldt til politiet i 2012.

Overvejer at anke

I følge pressemeddelelsen har parret udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen. Den beslutning skal tages i løbet af 14 dage.

De to er blevet idømt henholdsvis et år og tre måneders betinget fængsel samt udførelse af 200 timers samfundstjeneste (Mortensen) og et års betinget fængsel samt udførelse af 150 timers samfundstjeneste (Lykken).

I følge Ekstra Bladet, der var til stede i retssalen, gjorde Retten dommen betinget med den begrundelse, at anklagemyndigheden har været urimelig langsom i sin behandling af sagen.

Hverken Mette Lykkes eller Tony Mortensen ønskede at kommentere dommen over for Ekstra Bladet.

I følge avisen har Mette Lykken tidligere solgt blandt andre Jane Aamunds, Ghita Nørbys, Janni Spies’ og Casper Christensens luksus-boliger.

Del din kommentar

Forsiden lige nu