Michael Meyerheim aktuel i nyt portrætprogram

mandag d. 19. februar 2018 kl: 17. 37 Af: Ritzau Fokus
Meyerheim & stjernerne
Racerkører Tom Kristensen sammen med vært Michael Meyerheim. Foto: Michael Bo Rasmussen/TV2

"Game of Thrones" ruller over skærmen hjemme hos tv-værten, selv om han normalt ikke er vild med genren.

Tv-vært Michael Meyerheim er stor fan af dansk design og fordyber sig for tiden i historiens store taler.

Den 68-årige tv-vært og journalist, der er aktuel med portrætprogrammerne “Meyerheim & stjernerne” fra mandag den 19. februar på TV2 Charlie, bruger også gerne sin fritid i selskab med Radio24syvs taleprogrammer og historiske skikkelser.

Elsket tv-vært vender tilbage

Meyerheim & stjernerne har premiere i aften klokken 20.45 på TV2 Charlie.

Her fortæller han mere om sit kulturforbrug:

Hvilken film så du sidst?

– “Darkest Hour” om Winston Churchills start som premierminister i 1940. For sådan en som mig, der er interesseret i sprog, var den vanvittigt fængslende. Og Gary Oldman yder en formidabel præstation som Churchill.

Hvilke serier streamer du?

– I øjeblikket ser vi den seneste sæson af “Game of Thrones” hjemme hos os. Egentlig er jeg ikke vild med adventure og fantasy-genren, men denne her kan noget særligt.

Hvilke podcasts lytter du til?

– Jeg kan godt lide Radio24syvs mange samtaleprogrammer. Det seneste, jeg lyttede til på podcast, var det program, der hedder “Det næste kapitel”. Og så lytter jeg også til Cecilie Frøkjærs forfatterpodcast, som hun laver for Jyllands-Posten.

Hvilket program får dig til at tænde for fjernsynet?

– Jeg var meget optaget af to programmer, som TV2 sendte i starten af året på samme ugedag – nemlig “Kan man spise sig rask” og “Opdrag en vinder”. I begge programmer fulgte man personer gennem en periode og oplevede, hvordan deres tilværelse blev bedre på ret kort tid ved hjælp af eksperters gode råd.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Churchill-filmen inspirerede mig til at genoptage læsningen af en bog, jeg fik i julegave: “Taler der forandrede verden”. En gengivelse af store – navnlig politiske – taler gennem historien.

Hvilke magasiner køber du?

– Euroman en sjælden gang imellem.

Meyerheims sidste talkshow: Her er hans yndlingsøjeblikke

Hvor går du ud for at være kulturel?

– Forleden var jeg på Designmuseum Danmark (tidligere Kunstindustrimuseet, red.). Jeg interesserer mig for dansk design af møbler og andre produkter samt plakater fra første halvdel af 1900-tallet. Begge dele er smukt repræsenteret der.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu