Mia Lyhne får ekstra råd til julegaver

onsdag d. 18. december 2013 kl: 12. 30 Af: Ritzau Fokus
 
Mia Lyhne får Ove Sprogøe Prisen.

Mia Lyhne får Ove Sprogøe Prisen. Foto: FLINDT PEDERSEN RASMUS Polfoto

Den danske skuespillerinde er kort før jul blevet belønnet med en hæderspris og en check på 30.000 kroner.

Hun kan både spille naiv kone til en stor klovn, tage favntag med mere alvorlige roller på de skrå brædder og få folk til at skrige af grin med sine komiske evner.

Alt dette og mere til betyder, at skuespillerinden Mia Lyhne i år kan kalde sig modtager af Ove Sprogøe Prisen, der hvert år uddeles til en skuespiller eller skuespillerinde for en usædvanlig indsats på tv, i film eller teatret.

Med prisen følger også en check på hele 30.000 kroner, så der skulle være råd til ekstra julegaver for den populære skuespillerinde.

Optagelser startet til ny dansk julefilm

Onsdag formiddag fik Mia Lyhne overrakt prisen af priskomitémedlem Kim Skotte, der er filmredaktør og anmelder på Politiken.

– Mia Lyhne er sjov. Og hun er det på en ganske egen måde. Faktisk på en måde, der er så særlig, at man på en måde kommer til at besvare spørgsmålet “hvad vil det sige at være sjov?” blot ved at tænke på hende, fortalte han i motiveringstalen.

– Mia Lyhne er simpelthen en ganske bestemt måde at være sjov på. En ganske unik og uefterlignelig måde. En egen knastør og på engang spids og afvæbnende humor, der typisk tager afsæt i hverdagens underforståede modgang og giver ny mening til det amerikanske begreb deadpan.

– Ove Sprogøe-prisen går “til lysende talenter, som har fortjent anerkendelse for deres arbejde som skuespillere”. Allerhelst går prisen til “et talent med potentiale til samme folkelige og brede appel som Ove Sprogøe”.

– Mia Lyhne lever i dén grad op til disse krav. Hun får prisen for sit særegne talent, der udstråler en sjælden poetisk-komisk dimension, som hun har vist gang på gang, både på scenen, på film og i tv, fortalte Kim Skotte i talen.

Mia Lyhne har ud over sin rolle i komedieserien “Klovn”, blandt andet spillet med i “Sover Dolly På Ryggen” og “Direktøren For Det Hele”, og kan til næste år blandt andet opleves i “Don Quixote” på Betty Nansen Teatret.

Ove Sprogøe Prisen er oprindeligt indstiftet af Morten Grunwald og Nordisk Film med donation af honorarerne fra forfatterne bag bogen “Den fynske vulkan” og med indtægterne fra mindeforestillingerne, som Nordisk Film af­holdt efter Ove Sprogøes bortgang i september 2004.

Tidligere har blandt andet Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas og Pilou Asbæk modtaget prisen.

Newspaq

Del din kommentar

Forsiden lige nu