Michael Maze er kommet af med sin luksus-villa
Selvom Michael Maze tidligere på året meddelte, at han trækker sig tilbage fra sin professionelle karriere og dermed ikke kommer til at løfte nogle medaljer til OL i Rio, har det 34-årige bordtennistalent i den grad noget af fejre.
Det er nemlig lykkedes Maze at få solgt sin luksus-villa nær Bagsværd Sø. Det skriver Boliga Kendte.
Allerede i 2014 prøvede bordtennisspilleren at få solgt den knap 300-kvadratmeter store villa. Den gang stod der 6.750.000 kr. på salgsannoncen, men efter 133 dage på markedet, uden at en køber meldte sig, blev den pillet af.
Tidligere i år forsøgte bordtennisspilleren så igen at få solgt villaen. Denne gang med en ny mægler og en noget anderledes taktik end man oftest ser ved huse, der er svære at få solgt. Prisen var nemlig sat op til 6.995.000 kr.
Det har nu vist sig at være den rette beslutning. For efter knap to måneder på markedet kunne Maze pakke flyttekasserne og overlade nøglerne til nye ejere, der ifølge Boliga fik prisstigningen i rabat.
Med handlen til 6.725.000 kr. har Michael Maze dog stadig kunnet indkassere et lille overskud – han købte nemlig selv villaen for 6.045.000 i 2007.
232 ud af villaens i alt 299 kvadratmeter er boligareal og fordeler sig blandt andet på syv værelser. Grunden er 934 kvadratmeter stor, og fra villaens balkon er der udsigt over Bagsværd Sø.
Slut med bordtennis på topplan
Michael Maze har opnået en lang række imponerende internationale resultater i sin karriere, heriblandt EM-guld i single i 2009 og EM-guld for hold i 2005. Derudover har han deltaget i OL fire gange, og han hentede en bronzemedalje hjem ved legene i 2004 med makkeren Finn Tugwell.
Maze valgte at stoppe sin karriere på topplan tidligere på året, da de skader, han har pådraget sig gennem bordtennisspillet, gør det umuligt for ham at træne på fuld kraft. Det oplyser Dansk Bordtennis Union i en pressemeddelelse.
Michael Maze bor i dag i en lejlighed i Ørestad, København, som han ifølge Boliga ligeledes købte tidligere på året.