Overraskende exit fra TV 2
Mikkel Hertz skulle have været TV 2s Europa-korrespondent - nu stopper han i stedet for
TV 2s tidligere nyhedsdirektør Mikkel Hertz stopper på stationen.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Nyheden kommer som en overraskelse, da Mikkel Hertz skulle have været TV 2s Europa-korrespondent med base i Berlin.
– Jeg har gennem alle årene – med glæde – brugt de fleste af mine vågne timer på TV 2 Nyhederne og NEWS, og jeg troede, jeg var klar til en ny æra i Tyskland. Jeg havde i 1990erne nogle arbejdsmæssigt fantastiske år i Tyskland og Østeuropa, men tiden er nu en anden, siger Mikkel Hertz.
Turbulent 2020
Sidste efterår blev Mikkel Hertz ramt af flere blodpropper.
De oplevelser har været medvirkende til beslutningen om at stoppe.
– Samtidig har den kolbøtte, jeg helbredsmæssigt tog i efteråret, sat gang i en masse tanker om, hvordan jeg skal bruge mit liv fremover. Det vil jeg nu kunne fokusere fuldt og helt på, siger han.
Chef ærgrer sig
I februar i år gav han afkald på posten som nyhedsdirektør.
I stedet kom Ulla Pors til, og hun er ked af det over Hertz’ afgang.
– Jeg havde glædet mig til at se korrespondenten Mikkel Hertz tilbage i Tyskland, men Mikkel har nu taget en beslutning, som er rigtig for ham, siger Ulla Pors.