Populær tv-vært springer ud som musicalstjerne

onsdag d. 11. oktober 2017 kl: 8. 03 Af: Ritzau Fokus

Mikkel Lomborg, som børnene kender som Hr. Skæg, skal spille med i Tivolis musical "Elf - The Musical".

Det bliver allerførste gang, at Mikkel Lomborg står på scenen i en musical, når “Elf – The Musical” får premiere i Tivoli i november.

Den populære børne-tv-vært, der især er kendt som Hr. Skæg, har nemlig takket ja til at blive en del af forestillingen.

Dansk stjernetrio skal fortolke fortidens divaer

Her spiller også Pelle Emil Hebsgaard og Christiane Schaumburg-Müller med.

Lomborg: -Julegaven jeg aldrig har turdet ønske mig

Det afslører Tivoli i en pressemeddelelse, hvor Mikkel Lomborg fortæller om udfordringen.

– Min rolle i “Elf – The Muscial” er den julegave, jeg aldrig har turdet ønske mig. Siden jeg som teenager opdagede “Jesus Christ Superstar” og “West Side Story”, har mit hjerte banket hemmeligt for musicalgenren, siger Mikkel Lomborg.

– Jeg har foran spejlet spillet musicalroller, og jeg har cyklet gennem byen, mens jeg fantaserede myldretidstrafikken ind i storladne dansekoreografier.

– Jeg har også haft ambitiøse drømme om, at det en dag skulle være mig, der stod på scenen, men det er af mange gode og dårlige grunde aldrig blevet til noget. Før nu, siger han.

Filmen “Elf”, der har Will Ferrell i hovedrollen som alfen Buddy, er blandt de mest indtjenende julefilm i verden.

Den har tidligere været opsat som musical på Broadway i New York og West End i London.

Også Tommy Kenter, Julie Steincke, Camilla Bendix og Niels Ellegaard er på rollelisten i den danske version af musicalen, der har premiere den 23. november.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu