Dansk mikrobryggeri lancerer Twin Peaks-øl

torsdag d. 12. oktober 2017 kl: 6. 27 Af: Ritzau Fokus
Mikkeller
Dale Cooper i tv-serien Twin Peaks kunne rigtig godt lide en kop sort kaffe. Og var den god, roste han det med en bemærkning som: "a damn fine cup of coffee". Og det er næsten også navnet på en af de specialøl bryggeriet Mikkeller står bag sammen med instruktør David Lynch. Foto af skuespilleren Kyle MacLachlan, der havde rollen som Cooper. - Foto: Scanpix/Valery Hache/arkiv

Kultinstruktøren David Lynch har sammen med Mikkeller lavet tre øl baseret på ikoniske scener fra Twin Peaks.

Inkarnerede fans af tv-serien Twin Peaks kan nu skylle afsnittene ned med danskbrygget øl, der tager udgangspunkt i kultserien.

Bryggeriet Mikkeller lancerer i samarbejde med Twin Peaks-instruktør David Lynch en lille serie bestående af tre specialøl.

Twin Peaks-stjerne er tilbage: -Jeg overvejede aldrig at sige nej

Det sker på instruktørens Festival of Disruption, der finder sted i Los Angeles den kommende weekend, oplyser mikrobryggeriet i en meddelelse på sin hjemmeside.

Referencer til Twin Peaks-universet

Deltagere i festivalen kan vælge mellem en pilsnerøl, en stout og en ale.

Alle tre er navngivet med referencer til Twin Peaks-universet.

“Log Lady Lager”, Damn Good Coffee Stout” og “Red Room Ale” står der på de tre etiketter.

Idéen om at få David Lynch til at samarbejde om øllene kommer fra Mikkellers afdeling i New York City.

– Mikkellers hold i NYC elsker Twin Peaks og kender ved et heldigt sammenfald nogle gode mennesker, der samarbejder med David Lynch. Da samtalen kom i gang, blomstrede idéerne, siger Jim Raras, direktør for Mikkeller Brewing i New York.

David Lynch har bidraget

David Lynch har bidraget til alle faser i processen. Både med at finde de rette navne til øllene og deltage i prøvesmagningerne.

Men især designet af øldåserne og etiketterne fangede den legendariske amerikanske instruktørs opmærksomhed, fortæller bryggeriet.

– Hver illustration er baseret på ikoniske scener fra Twin Peaks, og paletten af farver er også taget fra tv-serien, forklarer Keith Shore, der har titel af art director hos Mikkeller.

En af de tre specialøl, “Damn Good Coffee Stout”, er brygget på havregryn samt kaffe fra David Lynch’s eget kaffemærke.

Det var FBI-agenten Dale Cooper, der i den originale Twin Peaks fra 1990 nærmest gjorde udtrykket “damn good cup of coffee” synonym med serien.

En række kendte musikere og bands som Bon Iver, Sharon Van Etten, Tv on the Radio, The Kills og Moby optræder på instruktørens festival i weekenden. Lynch selv kommer også på scenen.

Festivalens temaer er musik, meditation, film og kunst.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu