Milliardær sætter ring på rocksangers eks

tirsdag d. 12. januar 2016 kl: 21. 00 Af: Ritzau Fokus

Jerry Hall er i en alder af 59 år på vej ind i sit første ægteskab med mediemogulen Rupert Murdoch.

Rupert Murdoch ses her ved en tidligere lejlighed sammen med Jerry Hall. Arkiv.

Rupert Murdoch ses her ved en tidligere lejlighed sammen med Jerry Hall. Arkiv. Foto: Arthur Edwards/PA

Den 84-årige milliardær og grundlægger af medieimperiet News Corp, Rupert Murdoch, har fundet kærligheden igen.

CNN oplyser, at Murdoch er blevet forlovet med Jerry Hall, der ud over en karriere som supermodel mest er kendt for et langvarigt forhold til Mick Jagger fra Rolling Stones.

Disney køber sig til gigantstatus i Hollywood

Jerry Hall, der med sine 59 år er noget yngre end sin nye tilbeder, har været set sammen med Murdoch i knap et halvt år.

Nu har de så tænkt sig at gøre forholdet permanent. Det fremgår af en meddelelse fra parret i den Murdoch-ejede London-avis The Times mandag.

Henrykt over forlovelse

Ifølge meddelelsen er den australsk-fødte Murdoch og “Frøken Jerry Hall”, der tilsammen har en børneflok på ti, “henrykt over at kunne annoncere deres forlovelse”.

En talsmand fortæller The Times, at parret har “nydt at tilbringe disse seneste måneder sammen og glæder sig til at blive gift”.

De to erfarne turtelduer optrådte senest sammen på den røde løber forud for søndagens Golden Globe-prisuddeling i Los Angeles.

Her blev de set holde hinanden i hænderne hele aftenen, som de tilbragte ved samme bord som Morgan Freeman og Matt Damon.

Sidstnævnte måtte for øvrigt forlade det forelskede par nogle minutter for at gå scenen og modtage en Golden Globe for sin rolle i “The Martian”.

Fjerde ægteskab

Mens Murdoch nu er på vej ind i sit fjerde ægteskab – han blev i 2013 skilt fra sin tredje hus Wendy Deng – så er det første gang for Jerry Hall.

Hun var i 23 år sammen med Mick Jagger og har fire børn med rocklegenden, men deres uofficielle bryllup på den indonesiske ferieø Bali blev erklæret ugyldig, da de gik fra hinanden i 1999.

Mediekonge skal skilles for tredje gang

En dato for brylluppet er ikke offentliggjort.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu