Monrad & Rislund klar med “skumhest”

torsdag d. 25. juni 2015 kl: 18. 02 Af: Elo Christoffersen
 
Monrad & Rislund

Monrad & Rislund er inviteret til Kvickly Ølfestivalg. Foto: Niels Steen Andersen.

For tredje gang er Monrad & Rislund´s Pladderballe Bryghus inviteret til Kvickly Ølfestivalg, hvor i alt 10 mindre ølproducenter byder ind med nye øl. En vinder kåres ved netafstemning.

Pladderballe Bryghus rider ind i konkurrencen på deres Skumhest, som er en 5,8 vol.% pale ale tilsat en visk havre til hesten og hvede for at give det flotte skum. På etiketten læses: Med ”havtorn og ramsløg – nu uden vilde myrer”…

Monrad & Rislund synes dermed at have lagt sig i en slipstrøm af det -efterhånden knap så nye nordiske køkken. Men ”nu uden vilde myrer…???”  Ophavsmændene forklarer:

– Der var  myrer i vores originale opskrift på ”Skumhest”, men det var ikke ukompliceret at arbejde med denne ingrediens, selv i små mængder. Fødevarestyrelsen ville have garanti for, at der ikke var tale om stridslystne angrebsmyrer, som kunne skade øldrikkerne. Vores bryghusdirektør John Serritzlev var faktisk i kontakt med restaurant Noma´s myremand, der jo har erfaring med -i det mindste opdrættede konsummyrer, men han ville ikke hjælpe. Hans højgastronomiske tilgang forbød ham at bistå fjollerikker med planer om myreøl…Dér lærte vi, at hvis prisen på mikroskopiske mængder moderne mad også omfatter et nej tak til humor, så er den nok for høj.  Så vil vi hellere have en pølse… Vi har derfor ”fisket myrerne op af øllet igen” og kan således skrive på etiketten, som vi gør” griner Monrad og Rislund, og lover samtidigt, at indholdet af havtorn og ramsløg i øllet absolut ikke kan smages.

Afstemningen finder sted her.

Del din kommentar

Forsiden lige nu