Musik-legende død: Blev bare 54 år

lørdag d. 23. juni 2018 kl: 20. 05 Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Trommeslageren er nu død. Årsagen er ukendt.

Den amerikanske trommeslager Vinnie Paul døde fredag i en alder af 54 år. Det bliver oplyst på hans officielle Facebook-profil. Ifølge det amerikanske musikmagasin Billboard bekræfter hans manager også dødsfaldet.

Klublegende er pludseligt død: Fodboldverdenen er i sorg

Hverken på Facebook eller i Billboard oplyses dødsårsagen for den tidligere trommeslager i metalbandet Pantera , og familien beder offentligheden om at vise respekt for privatlivet.

Vinnie Paul – der bar det borgerlige navn Vincent Paul Abbott – dannede i 1981 Pantera sammen med sin to år yngre bror, guitaristen Darrell Lance Abbott, der blev kendt som Dimebag Darrell. Ved sin død var den 54-årige medlem af bandet Hellyeah.

Cowboys fra helvede

Pantera udsendte i 1983 debutalbummet “Metal Magic”, men gennembruddet kom først i 1990 med gruppens femte album, “Cowboys From Hell”.

På det tidspunkt var gruppen godt i gang med at transformere sig fra såkaldt glam metal med højt hår til et noget tungere musikalsk udtryk.

Ud over Vinnie Paul og Dimebag Darrell var sangeren Phil Anselmo og bassisten Rex Brown med i Panteras klassiske lineup. Kvartetten fik stor succes, og i 1994 strøg albummet “Far Beyond Driven” helt til tops som det mest solgte album på Billboard 200-listen.

Parallelt med gruppens tiltagende succes opstod der interne gnidninger i Pantera, især mellem Abbott-brødrene og Phil Anselmo.

Gruppen udsendte i 2000 sit niende og sidste album, og Pantera gik tre år senere i opløsning.

Bror blev skudt

Vinnie Paul og Dimebag Darrell dannede gruppen Damageplan, som 8. december 2004 blev centrum for en tragedie.

Under en koncert åbnede den 25-årige Nathan Gale ild og dræbte fire mennesker, herunder Dimebag Darrell, inden drabsmanden selv blev skudt og dræbt af en politimand.

Vinnie Paul havde det svært i årene efter brorens død, som han altså selv oplevede på nærmeste hold.

Trommeslageren kom senere med i gruppen Hellyeah, som han udsendte fem albums med, senest i 2016.

Musikere i sorg

Musikverdenen har allerede reageret på Vinnie Pauls død.

– Så ked af at høre om Vinnie Pauls død. Elskede, når Pantera lavede shows med os, og i de senere år var Vinnie altid på forreste række ved Kiss-shows. Hvil i fred og kondolencer til hans familie, skriver Kiss-sangeren Paul Stanley på Twitter.

Dansk ungdomsstjerne er død: -Var fræk som en slagterhund

Også thrash metalbandet Anthrax har reageret.

– Kan ikke tro det. Hvil i fred til vores bror, Vinnie Paul, skriver Anthrax på Twitter.

Del din kommentar

Forsiden lige nu