Billy Cross: Derfor blev jeg i Danmark
Den kendte guitarist fylder 75 år
Med en direkte oversættelse betyder hans efternavn "kryds" på dansk, og på mange måder er musikeren en krydsning mellem amerikaner og dansker.
Han er født i New York i USA, men flyttede i 1979 til Danmark og er blevet her siden. Han fylder 75 år den 25. juli.
Men selv om Billy Cross er glad for sit liv i Danmark, havde han også en spændende tilværelse, før han kom hertil.
Spillede med Bob Dylan
Som musiker fik han gang i karrieren ved at spille i forskellige shows og spille guitar for diverse sangere og bands.
Talentet var stort nok til, at Billy Cross stødte på prominente skikkelser, som han endte med at spille sammen med. Stjerner som Bob Dylan, Bonnie Tyler og Meat Loaf har haft glæde af den langhårede guitarists evner.
Gift med Lise
Og hvorfor valgte Billy Cross så at bosætte sig i et lille land i Nordeuropa, når det nu gik godt i USA?
Jo, det var primært på grund af hustruen Lise, som han havde mødt under et besøg i Danmark, før han flyttede hertil.
Men det var også, fordi Danmark tiltalte ham, fortalte han i 2019. Her beskrev han Danmark som "et etisk, fornuftigt bondeland" med en humanistisk, børnevenlig, åben og generøs tilgang til andre.
Kan ikke blive dansk statsborger
- Jeg elsker nok Danmark på den samme måde som Arnold Schwarzenegger (født i Østrig, red.), der elsker Amerika mere, end amerikanere gør.
- Jeg ville ønske, at jeg kunne blive dansk statsborger, men det er blevet så svært, at jeg har opgivet, fortalte Billy Cross.
I Danmark har han ernæret sig med bandet Delta Cross Band, ligesom han har arbejdet med en lang række danske kunstnere.
Af kendte navne kan nævnes C.V. Jørgensen, Lars Lilholt, Søs Fenger, Allan Olsen og Johnny Madsen.
Han bor i København, og sammen med hustruen har han en søn.