Heartland-festival: Kæmpe scoop

Hiphop-stjernen Ms. Lauryn Hill skal optræde, og som noget særligt deler hun også scenen med sin tidligere bandkollega Wyclef Jean

Offentliggjort

Den storsælgende amerikanske rapper Ms. Lauryn Hill tager til sommer turen til Egeskov Slot på Midtfyn, hvor hun skal optræde på årets Heartland.

Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse.

Spiller hitsene

Med i bagagen har hun både hits fra karrieren i eget navn samt fra sin tid med den grammyvindende hiphoptrio Fugees.

Og hitsene er faktisk ikke det eneste, hun tager med sig på scenen.

Bandkollegaen fra Fugees Wyclef Jean gør hende også selskab på scenen.

Ms. Lauryn Hill og Wycliff Jean spiller for første gang sammen i 20 år i Europa. Det sker til sommer på Heartland festivalen.

Deler europæisk scene

Det er første gang i 20 år, at de to deler en europæisk scene ifølge festivalen.

- Det er et kæmpe scoop for os, at Ms. Lauryn Hill og Wyclef Jean har sagt ja til at sammensætte en unik og eksklusiv koncert for vores publikum på dette års Heartland, siger direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen.

Milepæle i musikhistorien

- For en generation er Fugees 'The Score' og Lauryn Hills 'The Miseducation of Lauryn Hill' to af de vigtigste og mest banebrydende album fra slut-90'erne, og med mere end 42 millioner solgte album er de uomtvistelige milepæle i den moderne musikhistorie, lyder det videre.

Rapikonerne skruer op for 90'er-soundtracket torsdag den 13. juni.

Med den seneste annoncering tæller Heartlands musikprogram 30 navne, herunder den amerikanske verdensstjerne Nile Rodgers, powertrioen Anne Sanne Lis, Tim Christensen, Tina Dickow samt den britiske singer-songwriter Tom Odell.

Heartland løber af stablen fra torsdag den 13. juni til lørdag den 15. juni.

Powered by Labrador CMS