R. Kellys datter anklager sin far for seksuelt overgreb
I en ny dokumentar siger R. Kellys datter, at hun som otte- eller niårig blev udsat for overgreb af sin far
Den amerikanske musiker R. Kelly, der sidder i fængsel for blandt andet seksuelt misbrug af børn, bliver nu også af sin datter anklaget for at have begået et seksuelt overgreb på hende.
Det sker i en ny dokumentar, der hedder "R. Kelly's Karma: A Daughters Journey", og som har datteren som omdrejningspunkt.
Det skriver flere amerikanske medier.
Har skiftet navn
Datterens rigtige navn er Joann Kelly, men hun kalder sig i dag for Buku Abi og har brudt relationen til sin fængslede far.
- Jeg var for bange til at sige det til nogen, siger datteren i dokumentaren.
Hun omtaler en hændelse, hvor hun var otte eller ni år og havde lagt sig til at sove, mens hendes far holdt fest. Det skriver Fox News.
- Han rørte ved mig
- Jeg faldt i søvn, og klokken har nok været tre eller fire om natten. Og så vågnede jeg ved, at han rørte ved mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg lå bare stille og lod som om, at jeg sov, siger hun.
R. Kelly blev i 2022 idømt 30 års fængsel for seksuelt misbrug af børn og menneskehandel. Sidste år fik han lagt et års fængsel oveni straffen for blandt andet at have lokket mindreårige til sex.
Afviser datters anklager
R. Kellys advokat har afvist, at datterens nye anklager har noget på sig.
- Hr. Kelly afviser på det kraftigste disse anklager, siger advokaten, Jennifer Bonjean, i en udtalelse sendt til kulturmediet People.
57-årige R.Kelly med det borgerlige navn Robert Sylvester Kelly blev i 2021 dømt for, at han i årtier stod i spidsen for et netværk, der gennemførte menneskehandel med seksuelt motiv.
30 års fængsel
Året efter modtog han straffen, der lød på 30 års fængsel.
I sagen mod ham konkluderede nævningetinget, at R. Kelly i løbet af sin 25 år lange karriere udnyttede sin rigdom og berømmelse til at lokke mindreårige piger såvel som drenge og kvinder til sex.
R. Kelly var i årevis en succesfuld musiker. Han modtog i 1998 en Grammy for sangen "I Believe I Can Fly", der også var med i filmen "Space Jam".