Rapper erkender sig skyldig

33-årige Young Thug involveret i en straffesag, der er blevet kaldt Georgias længste nogensinde

Offentliggjort

Den amerikanske rapper Young Thug, der har optrådt flere gange i Danmark, har torsdag erkendt sig skyldig i en stor sag om organiseret kriminalitet.

Det skriver det amerikanske medie NBC.

Dermed slutter en langstrakt straffesag mod ham pludseligt efter cirka to et halvt år. Sagen, der blev indledt med adskillige anholdelser i 2022, har ifølge NBC været den længste straffesag i delstaten Georgias historie.

Young Thug, der egentlig hedder Jeffery Lamar Williams, var et ud af 28 påståede bandemedlemmer, der i maj 2022 blev anholdt.

Forklædt som lovlig

Bandemedlemmerne blev blandt andet anklaget for, hvad der i amerikansk lovgivning kaldes for "racketeering". Det er en type organiseret kriminalitet, der ofte er forklædt som reelle, lovlige forretninger.

Young Thug valgte torsdag pludselig at erkende sig skyldig i retssagen, som er blevet fulgt tæt af mange amerikanere.

Ifølge det amerikanske medie CNN blev Young Thug idømt 15 års betinget fængsel. Det vil sige, at han kan gå fri og undgå fængselsstraf, så længe han overholder en række strenge krav og holder sig fra kriminalitet.

Træder ved siden af

- Der har bare ikke at være nogen overtrædelser. Og hvis der er nogen, så skal du stå over for mig igen, sagde dommer Paige Whitaker torsdag.

Hvis 33-årige Young Thug i fremtiden træder ved siden af, risikerer han at skulle afsone op til 20 års fængsel, skriver NBC.

Blandt kravene til ham er, at han ikke må benytte metroen i Atlanta og ikke må tage kontakt til nogen bandemedlemmer.

Foredrag for unge

Han skal også udføre samfundstjeneste - herunder blandt andet foredrag for unge om bandekriminalitet, skriver NBC.

Young Thug har været anklaget for kriminelle handlinger relateret til banden Young Slime Life (YSL). Medlemmer af banden har været anklaget for blandt andet narkosalg, væbnet røveri, biltyveri og også drab.

Young Thug betragtes som et prominent navn på den amerikanske rap- og hiphop-scene. Han optrådte i 2016 på Roskilde Festival i Danmark.

Young Thug (i midten) har været anklager for handlinger begået som del af gruppen Young Slime Life.
Powered by Labrador CMS