Vi kan ikke få nok af det

Det er især de danske rapartister, der løber med de fleste afspilninger i Danmark

Offentliggjort Sidst opdateret

Kærligheden til vores egen danske musik fortsætter igen i år, hvor hele syv danske artister er på listen over de ti mest streamede artister på musiktjenesten Spotify i Danmark.

Den ukronede konge er for femte år i træk rapperen Gilli, som kan kalde sig den mest streamede artist i Danmark.

Det oplyser Spotify i en pressemeddelelse.

Interessant udvikling

- Igen i år viser Spotify Wrapped (opsamlingen på årets afspilninger, red.), at danske artister - og især rapartister - er populære blandt danskerne, siger musikredaktør hos Spotify Nønne Sif Hoffmeyer i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det er interessant at se, hvordan hiphop-genren gennem årene har udviklet sig fra at være præget af gaderap til nu at lægge større vægt på inderlighed.

- Vi oplever en "Når mænd græder"-tendens (sang af Tobias Rahim, red.), hvor flere mandlige kunstnere åbner op for sårbarhed.

Lamin og Artigeardit er begge i top tre over de mest streamede artister i Danmark i 2023.

De fire øverste

Listens nummer et, Gilli, er stærkt efterfulgt en række af sine rapperkolleger, nemlig Lamin på andenpladsen, Artigeardit på tredjepladsen og Kesi på fjerdepladsen. En af tidens største artister amerikanske Taylor Swift sætter sig på femtepladsen.

Selv om flere danske musikere ligger i toppen af de mest streamede artister, tilfalder årets mest streamede sang i Danmark en sangerinde fra udlandet.

SPOTIFY

Virksomheden er grundlagt i 2006 og er en primært en musikstreaming-tjeneste, der leverer DRM-begrænset musik men tilbyder også videoer og podcasts fra pladeselskaber og mediefirmaer. Grundlæggende er Spotify gratis at bruge med reklamer, mens yderligere funktioner, såsom offline-lytning og reklamefri lytning, tilbydes via betalte abonnementer.

Spotify-platformen blev lanceret den 7. oktober 2008 og giver adgang til over 50 millioner numre. Brugere kan søge efter kunstner, album eller genre og kan oprette, redigere og dele afspilningslister. Spotify er tilgængelig i det meste af Europa og Amerika, Australien, New Zealand og dele af Afrika og Asien og på de fleste moderne enheder, herunder Windows-, macOS- og Linux-computere, iOS- og Android-smartphones og -tablets. Fra februar 2020 havde virksomheden 271 millioner månedlige aktive brugere, herunder 124 millioner betalende abonnenter.

Kilde: Wikipedia

 Ingen over Miley

Danskerne har nemlig lyttet allermest til megahittet "Flowers" af Miley Cyrus, som udkom i starten af året.

På andenpladsen ligger danske D1MA med "Moonlight", mens Gobs nupper tredjepladsen med nummeret "Tak for sidst".

Miley Cyrus' sang "Flowers" var den mest streamede sang i Danmark i 2023. (Arkivfoto).

TopGunn tager fjerdepladsen med sangen "For altid", mens årets store danske comeback Ukendt Kunstner sniger sig op på en femteplads med "Uden dig".

"Når sjælen kaster op" af Tobias Rahim er det mest streamede album i Danmark i 2023.

Powered by Labrador CMS