Musikbranchens top fester i TV2 Playlisten

søndag d. 8. november 2015 kl: 14. 00 Af: Elo Christoffersen
 

Christopher, KATO, Joey Moe og mange flere fra den danske musikbranches elite rykker ind i Koncertsalen, når endnu en stor tv-satsning optages i Musikkens Hus i november.

Der bliver run på den røde løber i Musikkens Hus i Aalborg, når det danske musikår 2015 fejres for TV 2’s rullende kameraer. Christopher dukker op. Og Joey Moe, Djämes Braun, Barbara Moleko, Wafande i form af Black Dylan, Cisilia, Kesi samt Citybois.

Christopher: -Det føles som at starte forfra på karrieren

Det stort anlagte tv-show, TV 2 Playlisten 2015, bliver en perlerække af de fedeste hits fra året, der gik. Det er allerførste gang, tv-kanalen samler årets største hitmagere til en musikalsk stjerneparade, og at det bliver i Musikkens Hus er bestemt ikke et tilfælde.

– Vi har i forvejen et godt samarbejde med holdet i Musikkens Hus om vores juleshow, og sidste år fik vi sammen fejret Bent Fabricius-Bjerres fødselsdag på fornemste vis. Vi ser frem til endnu engang at give danskerne et brag af en oplevelse fra den smukke kulisse i Koncertsalen, siger Anette Rømer, redaktør på TV 2.

KATO ved styrpinden

Nordjyske KATO er aftenens DJ, og han glæder sig til at have fingeren på mixerpulten, når lyden af 2015 får taget til lette i Musikkens Hus.

– Jeg glæder mig meget til at skulle stå på scenen sammen med en flok fantastisk dygtige kollegaer – og så endda i Aalborg, hvor jeg har boet af flere omgange, siger han.

KATO, der er fra Thisted, er Danmarks mest succesrige clubartist gennem tiderne og har i sin imponerende karriere flere gange gæstet de aalborgensiske spillesteder. Gensynet med den imponerende kulisse i Musikkens Hus er ekstra glædeligt, da det bringer minder frem fra hans sidste besøg, hvor han optrådte ved fejringen af sin gode ven Bent Fabricius-Bjerres 90 års fødselsdag.

Glæde hos Musikkens Hus

I Musikkens Hus syder forventningens glæde også.

– I Musikkens Hus glæder vi os over, at de landsdækkende tv-kanaler for alvor har fået øje på vores smukke rammer her i det nordjyske. Derudover er jeg meget stolt af alle medarbejderne her i huset, der altid leverer varen til perfektion, hvilket er en stærkt medvirkende faktor til, at vi lykkes, også med store tv-projekter, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus.

Dansk stjernepar skal giftes

TV 2 Playlisten 2015 optages i Koncertsalen 17. november, hvor der både vil være mulighed for at overvære generalprøven og selve showet.

Det er endnu ikke oplyst, hvornår programmet sendes på TV2.

Del din kommentar

Forsiden lige nu