- Sjovere da man var ung

Selv om knæene knirker, når Niels Skousen står ud af sengen om morgenen, bliver han ved med at skrive sange og optræde. Nu er han klar med nyt album

Offentliggjort Sidst opdateret

Grønne bregner pryder forsiden af Niels Skousens nye album ”Blæsten og Regnen”. 

Det gør de, fordi de hører til blandt de ældste planter, vi har på jorden, forklarer den 78-årige sangskriver.

- Jeg er fascineret af tiden. Ikke bare, hvordan tiden går, eller hvad der sker i tiden, men selve tiden, siger han og uddyber:

- Selv om vi ved alt om, hvad der skete i går, ved vi ikke, hvad der sker i morgen. Og det er et grundvilkår, vi har. Verden er uforudsigelig.

Tiden tikker tematisk gennem linjerne i de i alt syv sange, der findes på ”Blæsten og Regnen”, der tæller den trettende udgivelse i rækken for Niels Skousen som tekstforfatter og komponist.

Meget personligt

Selv betegner han albummet som et meget personligt et af slagsen, der tegner et billede af, hvor han står i livet netop nu - fem årtier efter debuten i 1971.

- Derfor spiller erindring meget ind. Og fremtiden, ja, hvad så? En fjernere fremtid er der ikke nogen sikker udsigt til. Hvornår man rammer linjen, ved vi gudskelov ikke.

Det der med at blive ældre trækker den erfarne rockmusiker på skuldrene over.

- Det var sjovere, da man var ung. Nu har jeg tid til at læse en masse bøger, siger han og griner.

- Man er bare anderledes, ikke. Når jeg står op om morgenen, knirker mine knæ, som der står i en af sangene. Og det er der ikke rigtig noget at gøre ved, lige meget hvor meget de reklamerer for, at man kan tage nogle piller. I sidste ende må man jo tage livet, som det er.

På soloturné

De knirkende knæ afholder dog ikke Niels Skousen fra at blive ved med at træde op på scenen med guitaren under armen.

Her i efteråret har han været på soloturné rundt i landet, og til februar drager han og bandet af sted for at præsentere publikum for ”Blæsten og Regnen”.

- Jeg er glad for at kunne få lov til at lave noget. Det er jo et privilegium for mig overhovedet at kunne få lov til at komme ud og spille.

Sangskrivningen har han heller ingen planer om at lægge på hylden. Faktisk føler han sig forpligtet til at blive ved.

Har fundet sig selv

- Fordi jeg har talentet for at skrive sange, bliver jeg nødt til at bruge det. Og desuden er jeg et sted, hvor jeg ikke har andre muligheder, siger Niels Skousen og griner igen.

Følelsen, musikken giver ham, er den samme, som da han var yngre.

- Når det går godt, er du skideglad, og når det går dårligt, har du det rigtig skidt. Der er noget ekstatisk over det. Man forsvinder. Man bliver væk, og så synes man, man virkelig er sig selv.

Og i en alder af 78 mener Niels Skousen, at han har fundet sig selv.

- Ja, det synes jeg, at jeg har. På den måde, at jeg lever i tvivl, jeg lever i kaos, og jeg accepterer, at verden ser sådan ud, fordi jo mere orden, du laver, des mere kaos bliver der, siger han.

Forundres stadig

Men derfor kan han sagtens stadig lade sig forundre over eksistensen.

I nummeret ”Støvregn” synger han om lyset fra en stjerne, der har været undervejs lige siden, han blev født, "som en skæbne, du endnu ikke har mødt."

Efter han skrev sangen, har Niels Skousen tænkt over, om det lys er døden.

- Men det begyndte faktisk som en realitet. At det lys, som rammer os fra stjernerne, har rejst uendelige år gennem universet. Det er jo fascinerende egentlig. At verden er så uendelig. Også indadtil, siger han og peger på sit hjerte:

- Vi er jo uendelige ind i vores celler og molekyler. Der er ikke engang nogen, der kan se en ende på det.

'Alt er i bevægelse'

På spørgsmålet, om sådan nogle tanker fylder meget for ham, lyder svaret:

- Nej. Det er noget, man sanser. Ligesom, når du mærker vinden og regnen og blæsten. Dér er man jo midt i det. I verden, som er i bevægelse. Alt er i bevægelse. Det er så fascinerende.

”Blæsten og Regnen” er udkommet 11. november på pladeselskabet Playground Music.

- Man kan ikke gøre sig tanker om døden, andet end at den er et alment vilkår, siger Niels Skousen, der er aktuel med en ny plade, der især udforsker temaerne tid og erindring.
- Man kan ikke gøre sig tanker om døden, andet end at den er et alment vilkår, siger Niels Skousen, der er aktuel med en ny plade, der især udforsker temaerne tid og erindring.
Powered by Labrador CMS