Nicolas Bro: Fællesøkonomi og dominans dræber ægteskabet
Det nytter ikke noget at sidde lårene af hinanden, mener skuespilleren, der har været gift siden 1995.
Han var 21 år og hun kun 19, da Nicolas Bro og Theresa Stougaard mødte hinanden på Krogerup Højskole i Humlebæk nord for København.
De har gået igennem flere af livets faser sammen.
Og i dag kan skuespilleren og teaterregissøren se tilbage på 25 års parforhold.
– Jeg har set hende få hue på og sådan nogle ting. Det er ret sjovt at tænke på. Nogle gange kan jeg slet ikke huske, at jeg har været der, og så kommer jeg i tanke om det. “Nå ja, der var jeg der jo også”, siger Nicolas Bro.
Har formået at holde sammen
Selv om de mødte hinanden tidligt i livet, har parret formået at holde sammen – noget, der langt fra er givet i dag, hvor knap halvdelen af dem, der gifter sig, lader sig skille igen.
Men opskriften på et lykkeligt ægteskab er ikke romantiske weekendture og pauser fra dagligdagens trummerum.
Tværtimod, mener Nicolas Bro.
– Det er et spørgsmål om, hvorvidt man holder af hverdagen. Der er jo altid hverdag. Det er nu ikke for at sige, at man ikke skal være på tæerne, siger han.
Dræberne fra Nibe
Den Bodil- og Reumert-vindende skuespiller er aktuel i den Ole Bornedal-instruerede film Dræberne fra Nibe.
Krimikomedien handler om håndværkerne Ib og Edward, der er så trætte af deres sure, tvære og grådige koner, at de i en solid brandert hyrer en lejemorder til at gøre det af med madammerne.
Men modsat Edward og Ib tror Nicolas Bro i dag på kærligheden og kæmper for den i både medgang og modgang – også selv om sure sokker og ditto miner i perioder fylder mere end kærlige klap og sukkersøde serenader.
Udvikler hinanden
For ham er opskriften på at blive sammen, at man sørger for at være med til at udvikle hinanden.
– Det er en røvkedelig klassiker, men det vigtige er at spørge hinanden, hvad man drømmer om og har lyst til. Det er selvfølgelig det, man skal få til at passe sammen, siger han.
– Det sjove og det smukke ved at give plads er, at så får man også selv lyst til at give plads. Det er en to-vejs-ting, så hvis man står og bekriger hinandens plads, så ender det i hårdknude eller dominans. Altså, at den ene dominerer og suger den anden ud for tilværelse, liv og plads, siger Nicolas Bro.
Ingen fællesøkonomi
Selv om parret har sønnen Dante på fem år, har de stadig hver deres løn- og opsparingskonto.
Det mener skuespilleren også har medvirket til at holde ægteskabet på rette kurs.
– Vi har heller aldrig haft fællesøkonomi. Det tror jeg også har været en god ting, siger han.
Med så mange år på bagen som ægtefolk, kan det dog ikke undgås, at man får nogle knubs undervejs, mener Nicolas Bro. Det vigtige er, at man tackler det sammen og med fokus på hinanden.
– Vi har været igennem en masse ting gennem årene. Men jeg har altid haft det sådan, at jeg har det godt, hvis vi har det godt, siger han.
Dræberne fra Nibe kan ses i mange af landets biografer netop nu.
/ritzau/FOKUS