Sladder-boss dumper prisen og hyrer ekstra mægler
Der er noget, der tyder på, at Se & Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, boligtålmodighed er ved at være opbrugt, siden han i slutningen af maj satte sin lejlighed på Frederiksberg til salg for 4.495.000 kroner.
Allerede efter en måned på markedet droppede chefredaktøren nemlig prisen med 100.000 kr. Og efter endnu en måned fulgte yderligere 150.000 kr. trop, da udbudsprisen blev reduceret til 4.245.000 kroner, skriver Boliga Kendte.
Men salgsforsøgene stopper ikke der.
Fredag satte sladderbladskongen nemlig lejligheden til salg hos endnu en mægler. Og det er ikke helt ligegyldigt, hvilken mægler man vælger at handle med, hvis man er interesseret i at købe lejligheden til den lavest mulige pris.
Hos den nye mægler er lejligheden nemlig udbudt til 4.095.000 kr., mens prisen hos den første mægler fortsat er 150.000 kroner dyrere.
Udsigt til gevinst trods nedslag
Pinborg købte i følge Boliga Kendte selv lejligheden i april 2013 til en pris på 2.625.000 kroner, og lykkes det ham at få solgt til den nedsatte udbudspris, er der forsat udsigt til, at chefredaktøren kan redde sig en gevinst hjem på salget.
Lejligheden ligger på tredje sal i en rød murstensejendom og er i følge begge ejendomsmæglernes salgsannoncer i flot stand, ganske lys og så er der en altan vendt mod gården.
Niels Pinborg overtog taktstokken på Se & Hør i efteråret 2013, hvor den daværende chefredaktør, Kim Henningsen, forlod den spektakulære post.
Tidligere har Pinborg både været redaktør på Metroxpress og på Ekstra Bladet. Sidstnævnte sted nåede han både at agere som kriminalredaktør og chef for netnyhederne.