Northside afslører fire nye musiknavne

tirsdag d. 1. november 2016 kl: 11. 42 Af: Ritzau Fokus

Den aarhusianske festival er nu klar med fire nye navne, der skal give Radiohead selskab på næste års plakat.

Den forgangne uges annoncering af rockbandet Radiohead som hovednavn på Aarhus-festivalen Northside har fået fans til at rive resten af festivalens søndagsbilletter til sig på blot 15 minutter.

Og nu er Northside klar med fire nye musiknavne, der skal gøre det britiske rockband selskab på 2017-udgaven af den jyske festival i Ådalen, skriver Northside i en pressemeddelelse.

Hitmagere tørner sammen i Tivoli

Største navn er MØ

Det største af de fire nye navne på plakaten er den populære sangerinde MØ, som i øjeblikket stormer frem på hitlisterne i England og USA med singlen “Cold Water”, som hun har indspillet sammen med Justin Bieber og Major Lazer.

MØ er planlagt til at gå på den aarhusianske scene fredag, og her får hun selskab af den amerikanske hiphop-duo Run The Jewels bestående af rapperne El-P og Killer Mike.

Nye på Northside-plakaten er også det aarhusianske band Liss, som var nomineret til P3 Prisen og vandt prisen som “Årets Håb” til Steppeulven 2016.

Det unge band indtager hjemmebanen i Aarhus med hitsinglerne “Always” og “Sorry”, som blandt andre den amerikanske sanger Pharrell har spillet i sit radioprogram.

Sidste nye navn på plakaten er den danske sangskriver Bisse, som siden 2015 har udsendt hele fem udgivelser, der alle er blevet modtaget pænt af begejstrede anmeldere.

Mø knokler med meget andet end "bare" musikken

Northside 2017 afvikles i dagene 9. til 11. juni.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu