Afgjort: Frederik og Mary udskyder

Kong Frederik og dronning Marys besøg på Færøerne i år blev aflyst på grund af strejke. Nu er der sat ny dato.

Offentliggjort

Kong Frederik og dronning Marys officielle besøg på Færøerne

Kong Frederik og dronning Marys besøg på Færøerne var oprindeligt planlagt til juni 2023, men blev udsat på grund af en omfattende strejke.

Besøget er nu omplanlagt til 11.-13. juni 2025, hvor regentparret vil besøge flere byer, herunder Tórshavn og Eidi.

Strejken på Færøerne, som forårsagede udsættelsen, involverede mange forskellige faggrupper og førte til mangel på varer og tjenester.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kong Frederik og dronning Mary aflægger deres første officielle besøg på Færøerne i juni 2025.

De skulle ellers have gennemført besøget i juni i år, men det spændte en omfattende og ugelang strejke på Færøerne ben for.

Det bliver nu næste år i stedet. Nærmere bestemt 11. til 13. juni 2025.

Holde tidsplanen

Det fremgår af en meddelelse på det færøske lagmandskontors hjemmeside.

- Mange folk bruger kræfter på at sammensætte et spændende og alsidigt program for besøget, som oprindeligt var planlagt til 12. til 14. juni i år.

- Planen er at holde sig til samme tidsplan for besøget næste sommer, når regentparret besøger Tórshavn, Vágur, Fámjin, Tvøroyri og Eidi, lyder det.

Var aflyst

Det blev meddelt 5. juni, at besøget var aflyst. Fire dage senere, 9. juni, lykkedes det at nå til enighed i en konflikt om løn blandt forskellige faggrupper på Færøerne, og strejken blev afblæst.

Strejken udløste tomme hylder i supermarkeder, lukkede institutioner og lavvande i benzintankene.

Mislykkede forhandlinger

Det var skraldemænd, lastbilchauffører, havnearbejdere, lagerarbejdere, rengøringspersonale og flere andre arbejdsgrupper, der strejkede på grund af mislykkede forhandlinger om en ny overenskomst.

I maj drog kong Frederik og dronning Mary på deres første officielle statsbesøg som kongepar til Sverige og til Norge.

Mens hundredtusindvis af mennesker så på, blev kong Frederik med dronning Mary ved sin side proklameret fra balkonen på Christiansborgs Slotsplads 14. januar i år. Parret skulle have besøgt Færøerne i juni i år, men det blev aflyst på grund af en stor strejke. Besøget finder nu sted i juni næste år.

Med kongeskib

Efter planen skulle kongeskibet "Dannebrog" efterfølgende have stævnet mod nord i juni for at påbegynde et rigsfællesskabstogt med besøg på Færøerne og Grønland.

Men besøget på Færøerne blev altså ikke til noget. Det ser turen til Grønland til gengæld ud til at gøre.

Slutter på Sydgrønland

Her skal kongeparret efter planen aflægge visit fra 29. juni til 6. juli.

Turen til Grønland indledes i Nordgrønland med ankomst til Pituffik Space Base og besøg i Qaanaaq.

Herefter går turen til Aasiaat i Vestgrønland, hvor ombordstigningen på kongeskibet vil finde sted.

Kongeparrets besøg slutter i Sydgrønland.

Powered by Labrador CMS