Al Pacino og kæresten går fra hinanden
Parret blev forældre sidste år, men nu er kærligheden bristet
Efter flere forlydender om et brud bekræfter Al Pacinos repræsentant nu, at den 84-årige Hollywood-veteran ikke længere danner par med den 30-årige producer Noor Alfallah.
- Al og Noor er meget gode venner og har været det i årevis og er forældre sammen til deres søn, Roman, lyder det kortfattet i en besked til det amerikanske magasin People.
Det var over for samme medie, at Al Pacinos repræsentant sidste år bekræftede, at den oscarvindende stjerneskuespiller og den 54 år yngre producer ventede deres første fælles barn.
Rollen som far
For med fødslen af lille Roman blev Al Pacino far for fjerde gang.
Godfather-stjernen har en datter på 34 år fra forholdet med skuespillercoachen Jan Tarrant og tvillingerne Anton James og Olivia Rose på 23 år fra forholdet med skuespilleren Beverly D'Angelo, der især er kendt fra sin rolle som Ellen Griswold i komediefilmene "Fars fede ferie" og "Fars fede juleferie".
Al Pacino har tidligere fortalt, hvordan han som lille knægt blev forladt af sin egen far, og hvordan det har gjort ham bevidst om sin egen rolle som far.
- Jeg har tre børn. Jeg er ansvarlig for dem. Jeg er en del af deres liv, lød det fra Al Pacino i et interview med mediet The New Yorker i 2014 ifølge E! News.
Donald Trump film
Mens Al Pacino er kendt foran kameraet for præstationer i "En duft af kvinde", "Scarface" og "Serpico", arbejder Noor Alfallah bag linsen.
Hun er blandt andet krediteret på filmdatabasen IMDB for at være executive producer på den kommende Donald Trump-film "The Apprentice", der er instrueret af den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi.