Anders Jensen fylder 60 år
Anders Jensen er ikke en mand med store armbevægelser, men han har passet sit arbejde i bankverdenen troligt, og det har sendt ham til tops
Anders Jensen er ikke en mand med store armbevægelser, men han har passet sit arbejde i bankverdenen troligt, og det har sendt ham til tops - i dag som koncerndirektør hos Nykredit.
Jensen, der fylder 60 år den 20. januar, har været hos Nykredit i lidt over ti år og var før hos Nordea, hvorfra han blev headhuntet til sit nuværende job.
Et arbejde og en karrierevej, som tager en del af tiden, må Anders Jensen erkende over for Ritzau.
Fylder en del
- Arbejdet fylder naturligt en del. At kunne adskille arbejde og fritid er nok det, man vil kalde et udviklingsområde for mig, siger han.
I Nykredit har den Helsingør-fødte finansmand, der er uddannet matematiker, håndteret flere sager, som har haft mediernes interesse - af både positiv og negativ karakter.
I 2018 gjaldt det eksempelvis en sag, hvor Nykredit ikke havde rådgivet kunder godt nok ved omlægning af boliglån.
Her erkendte Nykredit over for Forbrugerombudsmanden, at god skik for finansielle virksomheder var blevet overtrådt. Dengang var det Anders Jensen, der blev citeret for beklagelsen.
Nye rabatter
Omvendt havde han tidligere samme år - altså 2018 - kunnet berette om en række nye rabatter for tusindvis af kunder i Nykredits kundeprogram.
Anders Jensen har haft flere hverv, der rækker ud over de bankstillinger, han har bestredet.
Han har været formand for Finanssektorens arbejdsgiverforening, samt næstformand i Finansrådet.
Taskforce mod hvidvask
Dertil blev han i 2018 udpeget til at sidde i bankernes egen taskforce mod hvidvask, som blev oprettet af Finans Danmark samme år.
Anders Jensen er bosat i Virum nord for København, han er gift og har to voksne børn, og blandt fritidsinteresserne er løb og cykling, for tiden mest cykling.
- Derudover er jeg glad for at spille bridge på hyggeniveau.
Fødselsdagen fejres med familien.