Benny Holst fylder 85 år 

Benny Holst blev en af de store skikkelser, da musikken var venstreorienteret

Offentliggjort

Benny Holst fylder 85 år

Benny Holst har været en markant skikkelse i dansk musik, kendt for sin venstreorienterede musik, der kæmpede for de små og glemte i samfundet. Han fylder 85 år den 21. marts og har gennem sin karriere samarbejdet med prominente navne som Povl Dissing og Trille.

Holsts politiske engagement førte til dannelsen af det socialistiske kunstnerkollektiv Agitpop og flere musikudgivelser. Selvom det politiske fokus aftog med tiden, har han fortsat med at skabe musik, der reflekterer hverdagens nuancer, hvilket blev anerkendt ved Danish Music Awards i 2005.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Benny Holst blev en af de store skikkelser, da musikken var venstreorienteret, og musik handlede om at kæmpe for små mennesker, der blev klemt og glemt.

I en menneskealder godt og vel har trubaduren, sangeren, tekstforfatteren, komponisten og kabaretskuespilleren Benny Holst dermed været en af venstrefløjens velkendte stemmer.

Den 21. marts fylder han 85 år.

Gik ud i 7. klasse 

Han voksede op hos sin mormor, der var hjemmesyerske og altid sang til arbejdet. 

Efter 7. klasse gik han ud af skolen, og kom i lære som grafisk retouchør.

Men musikken trak, og i 1950'erne dukkede han op på musikscenen som jazzklarinettist.

Musikerkarrieren tog fart sammen med Povl Dissing og beatgruppen The Beefeaters. Siden fulgte samarbejder med andre af tidens koryfæer som Trille, Niels Tuxen, Anders Koppel og Hugo Rasmussen.

Et stigende politisk engagement bragte ham også i kontakt med forfatteren og samfundskritikeren Jesper Jensen, som i 1971 bad ham skrive musik til nogle af sine tekster. Det blev til pladen "Den første maj".

Socialistiske kunstnerkollektiv 

Samarbejdet resulterede i dannelsen af det socialistiske kunstnerkollektiv Agitpop og flere lp'er, blandt andet "Rejsende i musik" og "Historien om Jenny".

Op igennem 1970'erne var Benny Holst med i en række kabareter sammen med Arne Würgler, Trille og Anders Koppel.

Et af dansk folkemusiks mangeårige koryfæer, Benny Holst, er fortsat som aktiv musiker langt op i årene. Her ved en hyldestkoncert for Povl Dissing på Tønder Festival i 2022. Den 21. marts fylder Benny Holst 85 år.

I 1985 blev han medlem af Mogensen-holdet, der i en årrække turnerede landet rundt med forestillingen "Så længe mit hjerte slår - en nat med John Mogensen".

Holst har også medvirket i flere teaterstykker, blandt andet i 1998 i Svalegangens forestilling "220 Waits" som en hyldest til den amerikanske sanger Tom Waits.

Himlen må vente 

Det politiske gled med tiden i baggrunden, hvilket høres på de mere eftertænksomme hverdagsskildringer på den selvbiografiske cd fra 2004, "Himlen må vente".

Cd'en, der var Benny Holsts første i eget navn i 23 år, blev den store vinder ved folkemusikkens Danish Music Awards i 2005.

Tre år senere markerede han sit 40-års jubilæum som professionel musiker med cd'en "Sepiadage". Den indbragte ham prisen som årets sangskriver ved DMA i Folk i 2009.

Oskar Hansen-Prisen 

Siden 2004 har Benny Holst optrådt i triosammenhæng med guitaristen Jacob Rathje og violinisten Martin Andersen.

For sin indsats som arbejdersanger blev han i 1999 den første modtager af Oskar Hansen-Prisen.

Benny Holst dannede i ti år par med forfatter Bente Hansen, som han fik to børn med.

Powered by Labrador CMS