Bente Scavenius fylder 80 år
Forfatteren og kunstkenderen Bente Scavenius er den yngste af de tre kendte verdensdamer
Forfatteren og kunstkenderen Bente Scavenius er den yngste af de tre kendte verdensdamer.
Men nu har hun dog nået 80'erne ligesom hendes to andre berejste kolleger i DR-serien "Verdensdamerne", nemlig Lotte Freddie og Merethe A. Baird.
Den 12. december fylder kunsthistorikeren Bente Scavenius 80, og det gør hun i samme tempo, som hun har holdt længe.
- Jeg har det godt og fejler ikke noget, siger hun.
Rejser rundt
Hun bruger tiden på at rejse rundt i Danmark og holde foredrag. Hun skriver bøger, og hun holder sig opdateret med, hvad der sker i kunstverdenen.
Der er også to børn og fem børnebørn at se til.
Og så laver hun tv, og det har hun gjort i mange år. Det er blevet til en række forskellige programmer som "Danmarks bedste portrætmaler", "Kunsten at blive snydt" og "Kunstquizzen".
- Jeg har lavet over 80 tv-quizprogrammer, fortæller hun.
Verdensdame
Senest er det "Verdensdamerne".
I år er tredje række i serien blevet sendt på DR. Da har de tre verdensdamer været rundt i Danmark for at give deres kontante kommentarer til forskellige seværdigheder.
I de to forrige serier har de været i udlandet. Det er blevet til besøg i otte europæiske byer.
Kommer der en "Verdensdamerne" sæson fire?
- Det ved jeg ikke endnu, men det håber jeg. Jeg er klar, fortæller fødselaren.
Har ingen planer
På sin runde fødselsdag skal hun ikke rigtig lave noget, fortæller hun. Men nogle dage forinden holder hun reception for sine kolleger.
Tidligere i år holdt hun guldbryllup med sin mand, skuespilleren Joen Bille.
- Han er også fyldt 80 i år, så vi slog det hele sammen. Hans og min fødselsdag og guldbrylluppet.
Bente Scavenius er vokset op på godset Klintholm på Møn, der har været i familiens eje siden 1798.
Det var et møde som 12-årig med Rembrandts malerier på Rijksmuseum i Amsterdam, der gjorde udslaget for hendes livsbane.
Foredrag og undervisning
Bente Christina Brønnum Scavenius, som hendes fulde navn er, blev student i 1967 efter at være flyttet til hovedstaden i 1981.
Hun har undervist på universitetet i København og Aarhus og udgivet en snes kunsthistoriske bøger.
Hun holder også foredrag om kunst, skriver artikler som kunstkritiker og holder i det hele taget dampen oppe arbejdsmæssigt.
Bente Scavenius og Joen Bille bor i Lille Strandstræde i København og har sommerhus på Møn.