Chok før finalen

Hollands repræsentant i Eurovision efterforskes af svensk politi efter en klage fra medlem af produktionshold

Joost Klein skulle optræde med nummeret "Europapa".
Offentliggjort

Hollands finalist ved Eurovision, Joost Klein, kommer ikke til at optræde ved finalen lørdag aften på grund af en politiefterforskning.

Det oplyser arrangøren af Eurovision, European Broadcasting Union (EBU), i en udtalelse på sin hjemmeside.

Svensk politi efterforsker en anmeldelse indgivet af et kvindeligt medlem af et produktionshold på Eurovision.

Selve sangkonkurrencen finder sted i den sydsvenske by Malmø.

- Mens efterforskningen pågår, er det ikke passende, at han (Joost Kleis, red.) fortsætter i konkurrencen.

- Vi vil gerne gøre det klart, at i modsætning til nogle medieudtalelser og spekulationer på sociale medier involverer denne hændelse ikke nogen anden kunstner eller et delegationsmedlem.

- Vi fastholder en nultolerance over for upassende opførsel ved vores arrangement og forpligter os til at sikre et sikkert og trygt arbejdsmiljø for alle medarbejdere ved konkurrencen, skriver EBU.

Uvist hvad anmeldelsen handler om

Det er foreløbig uvist, hvad anmeldelsen handler om. 

Men EBU skriver, at Joost Klein med sin opførsel har brudt Eurovisions konkurrenceregler.

På det sociale medie X skriver den hollandske tv- og radiostation Avrotros, som står for afviklingen af Hollands nationale melodigrandprix, at den er bekendt med, at Joost Klein er blevet diskvalificeret.

Beslutning chokerer

Beslutningen om at smide den hollandske kunstner ud af sangkonkurrencen chokerer Avrotros, som kalder udsmidningen for "uforholdsmæssig".

Joost Klein deltog ikke ved Eurovisions generalprøver fredag. 

Her lød det fra EBU, at Eurovision var i gang med at undersøgen en "hændelse" med forbindelse til den hollandske sanger.

Med Hollands exit fra Eurovision er der 25 deltager i finalen lørdag aften.

Powered by Labrador CMS