Dame N'Doye fylder 40 år
118 mål i 217 kampe
118 mål i 217 kampe.
Den senegalesiske angriber Dame N'Doye, der fredag 21. februar fylder 40 år, har skrevet sig ind i FC Københavns historie som klubbens mest scorende spiller nogensinde.
Og var det ikke for et dårligt knæ, kunne målstatistikken have været endnu flottere.
I sidste ende var det nemlig knæet, der satte en stopper for N'Doyes karriere i 2020. Han havde ellers i sinde at fortsætte - og selv to år efter troede han stadig på en ny professionel kontrakt, før han i 2023 endegyldigt opgav at genoptage karrieren.
- Min krop var færdig
- Jeg arbejdede på at få mine knæ op i omdrejninger igen, men det var ikke en nem opgave. Min krop var færdig. Jeg har opnået så meget i min karriere, så hvorfor presse citronen? Det var bedre for mig bare at slappe af, sagde N'Doye til bold.dk i 2023.
Helt til det sidste i FCK fejlede målnæsen intet, og manager Ståle Solbakken accepterede da også, at N'Doye ikke altid kom til tiden og sjældent var på træningsbanen, så længe han bare var frisk til at spille kamp om søndagen.
Selv om angriberen kun var klar til cirka en tredjedel af kampene i 2019/20-sæsonen, tilbød FCK ham en ny aftale, og det ærgrede Ståle Solbakken, at senegaleseren ikke fandt vilkårene i kontrakten tilstrækkelige.

Skiltes som gode venner
- Det er klart, at de alvorlige skader og hans alder har gjort, at vi har måttet være ansvarlige i forhold til økonomien, men vi har strakt os så langt, vi overhovedet kunne i den nuværende situation, og vi har givet et godt og fair tilbud, mener vi, sagde Solbakken og fastslog, at de skiltes som gode venner.
N'Doye nåede at spille for FCK i to perioder. Han kom til klubben i januar 2009, og i det første halve år lignede han ingenlunde en kommende målkonge. Men pludselig klikkede det hele for den kropsstærke angriber, der med sin enorme fysik var en mundfuld for de fleste forsvarsspillere.
Mesterskaber og topscoretitler
Efter tre mesterskaber og topscorertitler rykkede han i 2012 videre til Lokomotiv Moskva.
Efter stop i Hull, Trabzonspor og Sunderland vendte han tilbage til København i 2018 og genindtog hurtigt rollen som målhelt i sin første sæson, inden knæet for alvor begyndte at drille igen.
Han optrådte 34 gange for Senegals landshold og scorede ni mål.