Danskere anmeldere enige om koncertfilm
- Filmen "The Minds of 99 – 3 døgn i Parken" er meget mere end blot en koncertfilm
Filmen "The Minds of 99 – 3 døgn i Parken" er meget mere end blot en koncertfilm.
Det skriver Jyllands-Postens musikredaktør, Kasper Schütt-Jensen, om filmen, der følger bandet "The Minds of 99" over tre døgn med koncerter i Parken.
Som det første danske band nogensinde optrådte "The Minds of 99" tre gange i træk foran et udsolgt Parken.
I alt nåede 150.000 mennesker forbi i de tre junidage i 2024.
Både koncerterne og den nu efterfølgende film har vist sig som en succes, mener Kasper Schütt-Jensen, der kvitterer med fem ud af seks stjerner.
Psykiske udfordringer
Særligt fordi filmen omhandler forsanger Niels Brandts psykiske udfordringer op til koncerterne.
- Det er en ærlig, afvæbnende og livsbekræftende film, og det er svært ikke at blive bevæget, da Niels Brandt luntede alene ind på scenen foran 50.000 mennesker, lyder det i Jyllands-Posten.
Samme dobbelthed i både at være rockstjerne og sårbar hylder mediet Soundvenue.
"The Minds of 99" udviser både "storhedsvanvid og skrøbelighed", lyder det.

Under huden
- Dokumentaren kommer imidlertid også med et andet ærinde end den rendyrkede magtdemonstration, skriver Soundvenue.
- For instruktør Martin Werner har også i sinde at vise hovedpersonernes sårbarhed og menneskelighed. Komme under huden på dem.
Ifølge filmmagasinet Ekko kommer de fem bandmedlemmers private fortællinger til at fylde en tand for meget.
Det skriver Frederik Hoff fra Ekko, der dog alligevel smider fem ud af seks stjerner i retning af koncertfilmen.
Premiere i dag
- Trommeslageren Louis Clausens tinnitus, Niels Brandts depression og andre private forhold kommer til at fylde lovligt meget, og interviews med bandmedlemmerne er til tider sludrende og småbanale.
Til gengæld roser filmmagasinet den høje kvalitet af lydbilledet, der præger filmen.
- Musikken lyder hverken rodet eller steril, som det ofte sker med koncertoptagelser. Man kan høre hver en tone og samtidig tydeligt mærke publikums nærvær.
Den 99 minutter lange film har premiere i dag, den 20 februar, og kan ses i udvalgte biografer landet over.