Det er værre end forventet med Vingegaard
Jonas Vingegaard har ud over sit brækkede kraveben og flere brækkede ribben punkteret en lunge, oplyser Visma
Cykelrytteren Jonas Vingegaard har pådraget sig en punkteret lunge.
Det skriver danskerens hold, Visma, på det sociale medie X fredag formiddag.
- Opdatering på Jonas: Yderligere undersøgelser har afsløret, at han også har en lungekontusion og en punkteret lunge.
Ifølge B.T. er kone og datter, Trine og Frida hos ham.
Er stabil
- Han er stabil og har haft en god nat. Han forbliver på hospitalet, lyder det fra Visma.
Den danske stjerne styrtede torsdag på en nedkørsel i Baskerlandet Rundt og blev fragtet på hospitalet.
12 kørte af asfalten
Her blev det senere konstateret, at han har brækket kravebenet og flere ribben.
Danskeren var en af 12 ryttere, der kørte af asfalten i et sving og landede hårdt i rabatten. Her lå han stille i et kvarter, mens han blev tilset af sundhedspersonale, før han iført halskrave blev båret ind i en ambulance og kørt til hospitalet.
Tre måneder til Touren
De brækkede knogler kommer særdeles ubelejligt med blot tre måneder til sommerens Tour de France.
Vingegaard har vundet det prestigefyldte etapeløb de seneste to år, men såfremt han bliver i stand til overhovedet at stille op, vil han have haft en alt andet end optimal optakt.