Det Kongelige teaters Balletskole får hård kritik igen 

Ni forældrepar beskriver ledelsesstilen på skolen som "uempatisk, diktatorisk og frygtbaseret"

Offentliggjort

Forældreudtalelser om ledelsesstil på Det Kongelige Teaters Balletskole

Det Kongelige Teaters Balletskole står over for kritik fra forældre, der beskriver ledelsesstilen som "uempatisk, diktatorisk og frygtbaseret". Forældrene har indsendt en klage, da de mener, at forholdene på skolen ikke er blevet forbedret trods tidligere advokatundersøgelser om mistrivsel.

Frustrationerne blandt forældrene er vokset, især efter at kun én elev fra 9. klasse i år blev tilbudt den treårige aspirantuddannelse til professionel danser. Forældrene sætter spørgsmålstegn ved skolens vurderingskriterier og peger på kunstnerisk leder Anne Peyk som en del af problemet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det Kongelige Teaters Balletskole har midt i en reform af kulturen på skolen modtaget et klagebrev fra forældre til balletbørn.

Det skriver Politiken fredag.

Ni forældrepar beskriver ledelsesstilen på skolen som "uempatisk, diktatorisk og frygtbaseret". Det sker, efter at en advokatundersøgelse i 2024 viste problemer med mistrivsel.

Håbet og troet 

Forholdene har ifølge forældrene endnu ikke ændret sig til det bedre.

- Vi kan ikke længere tie.

- Vi har håbet og troet på, at skolen ville gøre det rigtige, men det er tydeligt, at situationen er eskaleret frem for at blive løst, siger Maria Christina Jarltoft, der taler på vegne af forældregruppen, til Politiken.

Hun er mor til en 9.-klasses-elev.

Kun én elev tilbudt 

Netop på 9. klassetrin har det skabt frustration, at kun én elev i år er blevet tilbudt at tage den treårige aspirantuddannelse til professionel danser.

I både 2023 og 2024 fik syv elever mulighed for at tage den eftertragtede danseuddannelse, skriver Politiken.

Forældrene mener, at der er uoverensstemmelser mellem den vurdering, eleverne løbende har fået, og afslaget på optagelse til aspirantuddannelsen.

Der har ikke været indikationer på, at eleverne lå "under niveau", mener forældrene.

Det Kongelige Teaters Balletskole får kritik fra en gruppe forældre. En reform af kulturen, der blev sat i gang sidste år, har ikke virket, mener forældrene.

Enslydende afslag 

Afslagene beskrives desuden som enslydende, og derfor sætter forældrene spørgsmålstegn ved, om eleverne er blevet vurderet ud fra faglige kriterier.

Forældrene skriver i klagen, at "det en falliterklæring og uansvarlig brug af ressourcer og statens penge, hvis det er skolens opgave at uddanne talenter til en professionel balletkarriere".

Forældrene udpeger kunstnerisk leder Anne Peyk som en central del af problemet.

Politiken har forelagt kritikken for Anne Peyk, men hun kan ikke udtale sig, da forældrenes klage er ved at blive behandlet, lyder det fra presseafdelingen hos Det Kongelige Teaters Balletskole.

Tager det alvorligt 

Udviklings- og børnedirektør Dorthe Paulli oplyser i et skriftligt svar til Politiken, at balletskolen tager klagen alvorlig og seriøst.

- Det er store forandringer, skolen gennemgår, og det er nødvendigt. Hvis vi undervejs har begået fejl eller forsømmelser, eller der er ting, vi i denne omfattende forandringsproces kan gøre bedre og skal lære af, så skal vi naturligvis tage det ansvar på os, men det er alt for tidligt for mig at kunne sige noget om, skriver hun.

Powered by Labrador CMS