Det skal Margrethe nu: Tager tjansen

Det er niende gang at dronning Magrethe skal være scenograf og lave kostumer til en forestilling i Tivoli

Offentliggjort

Dronning Magrethe skal være scenograf og lave kostumer til en ny balletforestilling i Tivoli, der får premiere til sommer.

Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Mange muligheder

Det bliver en balletforestilling af H.C. Andersens kendte eventyr "Klods-Hans". Stykket skal opføres på Pantomimeteateret i Tivoli, der også fylder 150 år i år.

- Der er så mange muligheder i eventyret om Klods-Hans, som jo er en person, man ikke kan lade være med at holde af, og det giver os mange muligheder på scenen, siger dronning Magrethe i pressemeddelelsen.

Har gjort det før

Dronning Magrethe har tidligere lavet seks forestillinger på Pantomimeteateret, blandt andet "Askepot", "Fyrtøjet" og "Svinedrengen".

Den første forestilling i Tivoli som dronningen stod bag var "Kærlighed i skarnkassen" fra 2001.

Dronningen har desuden været med til at lave de to anmelderroste balletter i Tivolis Koncertsal, "Nøddeknækkeren" og "Snedronningen", hvor hun har lavet mere end 100 kostumer og adskillige scenebilleder.

- Glæder mig

- Jeg har jo prøvet at lave forestillinger til Pantomimeteateret før og har en god fornemmelse for, hvad der virker godt på den lille scene. Det glæder jeg mig til at gå i gang med sammen med de øvrige kræfter bag forestillingen, siger dronningen.

Tobias Praetorius, der er koreograf og solist på Den Kongelige Ballet, står bag koreografien til balletforestillingen. Dirigent og tv-vært Phillip Faber har skrevet musikken.

Spændende arbejde

- Det har været et spændende arbejde at få orkesterets lyd til at smelte sammen med H.C. Andersens historie, Tobias' tanker og koreografi og dronning Magrethes visuelle univers, siger Phillip Faber i meddelelsen.

"Klods-Hans" opføres cirka 30 gange i Tivoli i løbet af sommeren og har premiere den 22. juni.

Dronning Magrethe er scenograf på Klods-Hans-forestillingen i Tivoli, der har premiere den 22. juni 2024. (PR-billede).
Powered by Labrador CMS