Dødsfald: Cora Sue Collins ramt af slagtilfælde

Spillede i sin tid sammen med alle de store - nu er hun gået bort, 98 år gammel

Offentliggjort

Cora Sue Collins, en berømt barneskuespillerinde hos MGM i 1930'erne, er død i en alder af 98 år. 

Hun arbejdede sammen med legender som Greta Garbo og Bette Davis i løbet af sin korte, men bemærkelsesværdige karriere. 

Collins døde i sit hjem i Beverly Hills som følge af komplikationer fra et slagtilfælde, oplyser hendes datter, Susie Krieser, til The Hollywood Reporter.

Trak sig tilbage i ung alder

Collins blev født i West Virginia og begyndte sin karriere som barneskuespiller i Los Angeles. Hun medvirkede i omkring fire dusin film fra 1932 til 1945, før hun trak sig tilbage fra skuespillet for at nyde et liv uden for rampelyset. 

Hun var kendt for at spille yngre versioner af berømte skuespillerinder og havde en tæt relation til Greta Garbo, som hun ofte drak te med. 

Collins efterlader sig en datter, en søn og flere børnebørn, skriver The Hollywood Reporter.

Powered by Labrador CMS