Dødsfald: Ruth Westheimer er gået bort
Ruth Westheimer blev i sit professionelle virke særligt kendt for at opfordre folk til at dyrke mere sex
Den tysk-amerikanske sexolog og forfatter Ruth Westheimer, der blandt andet har skrevet flere bøger om sex, er død - 96 år.
Det skriver avisen The Washington Post.
Westheimer døde fredag i sit hjem på Manhattan i den amerikanske storby New York, oplyser en repræsentant for hende.
Hun stod blandt andet bag bøgerne "Sex for Dummies" og "Dr. Ruth's Encyclopedia of Sex".
Westheimer blev kendt for at opfordre alle til at dyrke mere og bedre og ikke mindst sikker sex.
Voksede op i Tyskland
Dr. Ruth, som Westheimer ofte blev kaldt, voksede op i en jødisk familie i Tyskland.
Som 10-årig sendte hendes mor hende til Schweiz.
Det skete, efter at hendes far var blevet hentet af nazisterne i deres hjem i Frankfurt.
Hun mistede kontakten til forældrene i 1941, og hun fandt senere ud, at de var blevet dræbt under Holocaust.
Flyttede til USA
Ruth Westheimer flyttede siden til USA, hvor hendes liv som kendis fik sin spæde begyndelse med radioprogrammet "Sexually Speaking" i 1980.
I en tid, hvor sex i mange kredse var noget, man ikke talte højt om, vakte programmet opsigt.
Dr. Ruth talte åbent om alt fra orgasmer til forskellige udfordringer i soveværelset.
I hendes egne øjne skyldtes programmets succes både hendes viden og hendes tyske accent.