DR-kendis: Arbejdsevner påvirker privatlivet
- Min familie og venner kender mig jo, og det er bare sådan, jeg er
Med hypnose og manipulation ser det ofte ud til, at Jan Hellesøe kan læse tanker og få folk til at gøre stort set hvad som helst.
Men kan han slippe de evner, når han træder ud af studiet og kører hjem til sin familie og venner?
- Det er ikke sådan, at jeg har kuverter til jul, hvor jeg skriver ned, hvad jeg tror, der er i mine julegaver, siger Jan Hellesøe på den røde løber ved Tvprisen 2025.
Arbejdsskader
- Men selvfølgelig er der nogle arbejdsskader med, at man kan se om folk lyver eller siger sandheden og så videre. Det kan ikke undgås.
Jan Hellesøe er blandt andet kendt fra DR-programmer som "Fuckr med din hjerne", "Manipulator" og "Det perfekte kup".
Privat blev han sidste år far for fjerde gang med sin kone, Mari Louise Blaabjerg Hellesøe.
Han indrømmer, at de evner, han har fra sit professionelle liv, også kan bruges derhjemme.

Kan ikke lægge det fra sig
- Nu kan man sige, at jeg også er uddannet terapeut. Så hele den del i at kunne se, hvorfor mennesker har det, som de har det, kan man ligesom ikke lægge fra sig, siger Jan Hellesøe og fortsætter:
- Min familie og venner kender mig jo, og det er bare sådan, jeg er.
Jan Hellesøe er vært for "I hjernen på stjernen", der var nomineret for Bedste Underholdning til Tvprisen 2025, men ikke vandt.
I fjerde sæson af DR-programmet, som kom ud tidligere i år, kunne man se ham komme i hovedet på blandt andre Pia Kjærsgaard, Tom Kristensen og Stephania Potalivo.
En lyserød elefant
Lige nu har han også fokus rettet mod sin kommende bog, hvor arbejdstitlen er "Tænk ikke på en lyserød elefant".
- Den kommer til at handle om hypnose, men også om nogle af alle de ting, som jeg har lært igennem livet, fortæller Jan Hellesøe og fortsætter:
- Ting, som har ændret mit liv, og som jeg har lyst til at give videre til andre. Så folk kan blive lidt klogere på sig selv, men også alle de mennesker, de omgiver sig med.
Ud over bogen kommer Jan Hellesøe fra 29. august til at turnere rundt i hele Danmark med sit eget liveshow "Umuligheder".