Drømmeverden med sex og drugs

Katherine Diez udgiver ny bog om hendes liv op til plagiatsag

Offentliggjort

Katherine Diez har skrevet en bog, som udkommer på forlaget People's tirsdag.

Det skriver forlaget i en pressemeddelelse.

Bogen er 182 sider lang og har fået titlen "I egen barm".

I et interview med Politiken siger Katherine Diez, at bogen handler om de livsomstændigheder, som ledte op til den såkaldte plagiatsag.

- Jeg har fået ufattelig mange henvendelser fra medier i den tid, jeg har været væk. Men fra begyndelsen vidste jeg, at jeg selv skulle være afsenderen på min historie, siger hun til avisen.

Forsvandt ind i drømmeverden

I bogen fortæller hun ifølge Politiken blandt andet om et kokainmisbrug, voldsomt ubehagelige seksuelle oplevelser, en til tider utryg barndom, en giftig mediebranche og en spiseforstyrrelse.

- Som barn var jeg rædselsslagen for at begå fejl. Siden forsvandt jeg ind i en drømmeverden, hvor intet måtte gøre ondt. Jeg ville gøre alt for kærlighed, hvor kaotisk den end var.

Det skriver Diez i bogen ifølge Peoples.

Privat har Katherine Diez tidligere dannet par med den kendte tv-kok og dramaforfatter Adam Price og tidligere minister Dan Jørgensen (S).

Ifølge Politiken indeholder bogen en række private detaljer om både Adam Price og Dan Jørgensen.

I et skriftligt svar til Politiken skriver Adam Price, at han anser bogen som en krænkelse af hans privatliv og ikke kan genkende meget af det, der bliver beskrevet.

I en ny bog fortæller Katherine Diez ifølge Politiken blandt andet om en række private detaljer fra hendes forhold til kokken Adam Price og tidligere minister Dan Jørgensen (S).

Plagiat storm

Katherine Diez er tidligere litteraturanmelder og klummeskribent på Berlingske.

I januar begyndte brugere på debatforummet Reddit at skrive om, at passager i en række af Diez' klummer, anmeldelser og Instagram-opslag, mindede meget om noget, der tidligere var skrevet af andre.

Efterfølgende gik en række medier ind i sagen, og det fik Berlingske til at gennemgå de artikler, hun havde skrevet for avisen.

Avisen satte en graverjournalist til at gennemgå arkivet, og vedkommende fandt 13 eksempler på plagiat. Der blev undersøgt i alt 43 boganmeldelser og 51 klummer.

I et opslag på Instagram erkendte Katherine Diez at hun uberettiget havde lånt af andre skribenter uden at kreditere dem. 

Siden sagen rullede i begyndelsen af året, har Diez ikke udtalt sig offentligt.

Powered by Labrador CMS