Erfaren diplomat udlever drømmen i New York
Travlt er og bliver det for Helle Meinertz, der siden 1. august sidste år har været Danmarks generalkonsul i New York, USA
Det bliver næppe til fire søvnløse år i byen, der aldrig sover.
Men travlt er og bliver det for Helle Meinertz, der siden 1. august sidste år har været Danmarks generalkonsul i New York, USA.
Mandag 3. marts fylder hun 60 år.
Igennem mere end to årtier har hun opbygget sin diplomatiske karriere i Udenrigsministeriet, før hun landede posten som Danmarks officielle repræsentant i New York.
Gør en forskel
- Jeg synes, man gør en forskel. Jeg synes, det har værdi at gå på arbejde hver dag, fordi jeg bidrager til forhåbentlig at gøre Danmark til et bedre sted i en international verden, men også fremmer Danmark og danske interesser, siger hun.
Hun har tidligere blandt andet været forbi Beijing som stedfortrædende dansk ambassadør i Kina og München i Tyskland som generalkonsul.
Men nu er Helle Meinertz, der har en kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet, tilbage i New York, hvor hun også var udstationeret fra 2002 til 2007.

I spidsen for Invest
Dengang stod hun i spidsen for Invest in Denmark, Danmarks nationale organisation for at tiltrække udenlandske investeringer i Danmark.
Det er en "fantastisk by" at være tilbage i, og Helle Meinertz glæder sig dagligt over, hvor mange forskellige nationaliteter og diversitet byen kan rumme.
Denne gang skal hun føre an i den danske indsats i New York og det omliggende område inden for områder som bæredygtighed, økonomisk diplomati og kulturelt samarbejde.
Samtidig skal hun yde konsulær bistand på tværs af USA's østkyst samt i Alaska, Hawaii og en række lande i Caribien.
Erhvervsministeriet
Tidligere har Helle Meinertz også været i Erhvervsministeriet, og også der havde hun internationalt fokus.
- Jeg har altid haft en drøm om at arbejde i udenrigstjenesten og arbejde for danske interesser i bred forstand.
- Både udenrigs- og sikkerhedspolitisk, men også de erhvervsmæssige interesser og at bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse, siger hun.
Hun tilføjer, at hun trives med forandring. Både fagligt, men også med den konstante flytten rundt i verden.
Udenrigsministeriet
Før jobbet som generalkonsul i New York var hun HR-chef i Udenrigsministeriet.
Helle Meinertz er gift og har en voksen datter. Fødselsdagen vil hun fejre med en middag for gode danske og amerikanske venner.